Landskabets dannelse
Hærvejens placering har rod tilbage i istidens udformning af landskabet. Isranden stod i lang tid langs det, man kalder hovedopholdslinien - der var isens maksimale udbredelse under sidste istid. Isen havde skubbet store mængder ler, grus og sten op foran gletcherkanten. Smeltevandet løb vest på ud over det isfrie område. Da isen havde trukket sig tilbage, kunne bække og åløb også få afløb mod øst. Området mellem de øst- og de vestvendte vandløb kaldes vandskellet. Her var det nemmest at komme tørskoet gennem Jylland, og derfor var det langs vandskellet, Hærvejen opstod.
Studedrift og hærvejskroer
Siden middelalderen har Hærvejen været en vigtig transportrute for kød - fra de jyske enge til de europæiske storbyer. Før kølevognenes tid var den eneste måde at få kødet frem i frisk tilstand at lade dyrene transportere sig selv. Studedriften For at undgå at få problemer med uregerlige tyre, blev de fleste tyrekalve i gamle dage kastreret. Resultatet af denne operation kaldes en stud! Det var naturligt, at det især var studene, der blev eksporteret, da køerne kunne bidrage derhjemme til mælke- og kalveproduktionen. I 1600-tallet blev der drevet 30-50.000 okser langs Hærvejen om året. Udover stude blev heste, grise, geder, får og gæs også drevet langs vejen.
Overnatning
En Hærvejstur med stude var jo ikke en éndagstur, så der var behov for overnatnings- og rastesteder, både for dyr og mennesker. Med mellemrum var der indrettet folde, hvor dyrene kunne græsse og få vand, og hvor de var i sikkerhed for ulve og tyve (rastepladserne var ofte indrettet ved kroerne, der så tjente til drivernes forplejning).
Told og smugleri
Ved overgange, broer og vadesteder blev der i løbet af 1600-tallet indført told af de udførte dyr. Afgiften blev bl.a. indført for at vedligeholde overgangene. Derved opstod mange mindre vadesteder, hvor studedriverne kunne forsøge at smugle dyrene over, men straffen var stor.
Studedriftens ophør
Da jernbanen kom i slutningen af 1800-tallet, forsvandt grundlaget for studedriften, og dermed forsvandt Hærvejen i glemslen, indtil den blev genopdaget i det tyvende århundrede.
Helligkilderne
Da Hærvejen følger vandskellet, kommer man flere steder forbi kildeområder. Det største er Skjern åens og Gudenåens kilder ved Tinnet, hvor de to store vandløb starter få hundrede meter fra hinanden og løber henholdsvis mod øst og vest. Mange af kilderne var under middelalderen valfartssteder, da de blev betragtet som hellige af kristne pilgrimme. Flere af dem ligger i nærheden af Hærvejens kirker.