main menu
Hurtigruten: Charlottenlundfort - Bagsværdfort
Etape cykling - Længde 17 km - ruten er ikke skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
På den ca. 64 km lange befæstningsrute kommer du rundt til næsten alle anlæg af Københavns Befæstning. Ruten byder udover imponerende forter, batterier og volde også på naturoplevelser gennem skov, eng, ved hav og sø.

Charlottenlundfortet

Charlottenlundfort er i dag en af rammerne for københavnernes fritid med strand, camping og iskiosker. Men for 120 år siden, da den københavnske befæstning blev anlagt, var området ud til Øresund tiltænkt en helt anden skæbne. Det massive fort ved Charlottenlund indgik i søfronten, som skulle hindre fjenden i at bombardere København fra Øresund.

De 12 store kanoner vidner om, at fjenden kunne dukke op på sundet når som helst. Fortet ligner stadig sig selv, som da det var kampklart under 1. Verdenskrig. Du kan opleve fæstningsvolde, de store kanoner og den brede voldgrav, der omkranser det hele.

Oversvømmelsen

Oversvømmelsen er en del af Københavns Befæstning. I tilfælde af krig ville Oversvømmelsen fungere som en enorm voldgrav. Ved hjælp af en række kanaler, dæmninger og stemmeværker kunne man fylde Oversvømmelsen med vand fra Furesø. Den store voldgrav ville vanskeliggøre fjendens fremgang.

Oversvømmelsesanlægget består af to dele: Nordre Oversvømmelse, som går fra Ermelunden Stemmeværk i vest til Strandvejen i øst, og Søndre Oversvømmelse, der går fra Jægersborg Stemmeværk i nord til Vestvolden i syd.

Garderhøjfortet

Ikke langt fra Jægersborg Station i Gentofte finder du Garderhøjfortet, der er det største fort i Københavns Landbefæstning.

Ikke kun den imponerende størrelse adskiller Garderhøjfort fra resten af befæstningen. Fortet havde en ganske usædvanlig begyndelse.   Politikerne kunne ikke blive enige om finansieringen af fortet og Københavns Befæstning. Derfor tog en gruppe borgere selv affære. Almindelige danskere indsamlede den svimlende sum af 1,5 millioner kroner – i en tid, hvor en øl kostede fem øre – og fortet blev en realitet.

Bagsværdfortet

I Bagsværd ligger et af de indtil nu mere oversete anlæg i Københavns Befæstning. Bagsværdfortet blev bygget i slutningen af 1800-tallet som led i forsvaret af København. Fortet er betonstøbt, trekantet i sin grundstruktur og omkradset af en tør grav og volde.

Fortet var i sin tid stort set magen til Gladsaxefortet. Bagsværdfortet var en del af nordfronten, og skulle hindre en fjendtlig indtrængen mellem Gladsaxefortet og Lyngbyfortet. Fortet var i brug indtil fæstningens endegyldige nedlæggelse i 1920. Ligesom de fleste andre anlæg i befæstningen, kom det aldrig til at opleve kamp.

Kilde: Københavns Befæstning

Roter din telefon