main menu
N8 Stubbekøbing - Tøvelde
Etape cykling - ruten er skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Den samlede nationale cykelrute 8 forløber tværs over Danmark, fra det flade Vadehav gennem det fynske Øhav til den hvide klint på Møn. På Sjællandssiden går ruten fra færgehavnen i Tårs via tre gamle købstæder til Falsters østkyst og videre til Bogø, Møns Klint og Stege. En attraktiv cykeltur med afvekslende landskaber med strand og vand og en herlig færgepause.
I alt 174 km.
Denne etape: Stubbekøbing, Bogø, Grønsalen, Hårbølle Bro, Grønsund

Stubbekøbing
Stubbekøbing er anlagt ved Fribrødre Ås udløb en gang i 1100-tallet og er Falsters ældste købstad. Midt i den gamle bydel ligger Stubbekøbing Kirke fra 1160 med flere kalkmalerier. Byen har fine små stræder og byhuse. Her er også et motorcykelmuseum. Om sommeren sejler færgen Ida til

Bogø
Øen har en velbevaret hollandsk vindmølle, kro og kostskole. Tidligere var her søfartsskole.

Grønsalen
- eller Grønjægers Høj, er med sine over 100 m landets længste langdysse. Den har fået sit navn efter Kong Grøn, en sagnkonge. Den imponerende langdysse er bygget i yngre stenalder og har tre kamre.

Hårbølle Bro
Hårbølle Broer en lille fiskeri- og lystbådehavn. Om efteråret er der et godt fiskeri efter havørred og torsk, derudover kan fanges hornfisk og fladfisk. Kysten er en kombination af sandbadestrand og mere stenet strand mod pynten, hvor strømmen er stærkest. Baglandet består af strandoverdrev med en rig og varieret flora med flere, for Østdanmark, ualmindelige arter. Øst herfor lå Møns Stenminer, hvor flintesten blev gravet op og solgt til blandt andet stenmøller til knusning af cement.

Grønsund
Grønsunds dybe sejlrende har betydelig trafik af større skibe, som herved sparer en tur syd om Falster. Hvor der er kortest imellem Falster og Møn er opsat en mindesten over Marie Grubbe. Adelsdamen, der i slutningen af 1600-tallet valgte kærligheden frem for rigdom. Hun endte som færgekone på Falsters nordøsthjørne.

Roter din telefon