main menu
N7 Maribo - Rødby Havn
Etape cykling - ruten er skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
National Cykelrute 7 er Østdanmark på langs, fra Sjællands Oddes østjyske færgeforbindelser mod Rødby Havns forbindelser til Tyskland. En meget afvekslende cykelrute, der kommer gennem 3 naturparker og en række købstæder.
Denne etape: Naturpark Maribosøerne, Den Gamle Sukkerfabrik i Holeby, Polakkasernen, Rødby Kirke, Rødby Havn

Naturpark Maribosøerne er blandt vore ypperste naturområder og er for mange fuglebestande af international betydning. Der er skiltede cykelruter rundt om søerne, og en turbåd kaldet Anemonen. Ved Hejrede Sø ligger Hejrede Friluftsgård, der fungerer som Outdoor Gateway med mulighed for overnatning i det fri. Flere steder er der fugletårne.

Den Gamle Sukkerfabrik i Holeby er udpeget som et af Danmarks 25 nationale industriminder Du kan i Holeby besøge Det Historisk Arbejdende Værksted, hvor bl.a. gamle dieselmotorer sættes i gang. Syd for Holeby ligger museet Polakkasernen, der fortæller om de polske roearbejderes liv på Lungholm. Parken ved Lungholm Slot er åben for publikum. Tågerup Kirke nærved er fuldt dekoreret med middelalderlige kalkmalerier.

Inden inddæmningen af Rødby Fjord i 1878 fungerede købstaden Rødby som en vigtig overfartsby til Tyskland. Med sin placering og sit høje tårn udgjorde Rødby Kirke et vigtigt pejlemærke for såvel rejsende over land som sejlende. Rødbyhavn er af nyere dato (1912) og her fra er der færgeforbindelse til Puttgarden på Femern. I Rødby ligger åndehullet Rødby Lystskov, der rummer en stor bestand af ramsløg. Her er mulighed for overnatning i det fri.

Roter din telefon