main menu
N7 Kongskilde Friluftsgård - Næstved
Etape cykling - ruten er skiltet
Udsigt mod Bavelse Sø fra Bavnen ved Hørhaven. (FOTO: www.dofbasen.dk)
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
National Cykelrute 7 er Østdanmark på langs, fra Sjællands Oddes østjyske færgeforbindelser mod Rødby Havns forbindelser til Tyskland. En meget afvekslende cykelrute, der kommer gennem 3 naturparker og en række købstæder. På denne etape: Tystrup Bavelse Naturpark, Skelby Kirke, Gunderslev Kirke, Holløse

Tystrup Bavelse Naturpark

De smukkeste landskaber på Midtsjælland findes omkring Tystrup-Bavelse søerne. Området er af en så sjælden skønhed, at det i årene 1960-65 blev delvist fredet med henblik på at gøre det til Danmarks første naturpark.

Landskabet omkring Tystrup-Bavelse Søerne består af et herregårdslandskab med store skove- og landbrugsområder. Den sydlige og østlige del af området gennemløbes af Susåen.

Både søerne og åen anvendes flittigt til kanosejlads og lystfiskeri. Ved Tystrup Sø kan man siden 2003 opleve et ynglende havørne par.

Naturen

Omkring en tredjedel af området er dækket af skove, hovedsageligt løvskove med veludviklede ege- og bøgetræer. Omkring selve Tylstrup-Bavelse Søerne findes mange moser og overdrev, der sammen med søerne og Susåen byder på godt vilkår for plante- og dyrelivet. Særlig gunstige er forholdene for vand- og sumpplanter, rastende ænder og gæs samt store rovfugle – herunder havørnen.

Geologi

De to langsøer, Tystrup og Bavelse, udgør det mest markante landskabselement i et tunneldalssystem, der strækker sig fra Næstved til Sorø. Det er dannet i slutningen af sidste istid, for ca. 15.000 år siden. Søerne er omgivet af et storslået landskab af højtliggende, stærkt kuperede moræneflader, og de gennemstrømmes af Sjællands længste og mest vandførende å, Suså.

Om havørnen

I næsten 100 år har der ikke været ynglende havørne i Vestsjællands Amt. Men 2003 skulle vise sig at være året til et behageligt gensyn. Ved Tystrup sø fik et havørnepar 1 unge på vingerne i 2003,  2 unger i 2004 og ret usædvanligt fik parret i 2005 hele 3 unger på vingerne.

Havørne kan blive meget gamle (25 - 40 år) og bliver normalt boende på samme sted, hvis de får lov til det. Parret holder sammen hele livet og de er i området hele året. Hunnen er den største og de gamle fugle har lyse hoveder, hvid hale og gult næb. Unge fugle er mørkere. Ynglebestanden er lille i Danmark.

Hvis man vil prøve at få et glimt af havørne ved Tystrup sø, er P-pladserne på syd/vestsiden af søen og det offentlige areal ved Hørhaven et godt sted at starte. Husk en god kikkert. Havørnen er en meget sky fugl, der ikke tåler forstyrrelser i yngleområdet, så hold en afstand på mindst 300 meter til ørnene.

 

Skelby og Gunderslev Kirker

Skelby Kirke ligger blot 150 m fra Susåen - Sjællands største å - og kun 600 m fra Gunderslev Kirke. Det er de to tættest beliggende kirker i Danmark. Skelby Kirke er genkendelig med det høje skib med hvælvinger, der støttes af slanke piller. Gunderslev Kirke er bygget på et terræn, der skråner ned mod Susåen, hvilket gør at kirkens gulv er i flere niveauer.

Holløse Landsby

Holløse er et godt eksempel på den agrare landsby. Den hørte tidligere under Gunderslevholm. Nordøst for landsbyen ligger Holløse Mølle, der var en af Susåens største vandmøller.

Roter din telefon