main menu
Asnæs - Ugerløse Græsmark
Etape vandring - Længde 14 km - ruten er skiltet
Rotunden ved Asnæsværket
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Den skønne halvø, Asnæs, tilbyder naturoplevelser i rigt mål. En afstikker til Forskoven, Vesterskoven og Asnæs Dyrehave kan anbefales, inden turen går forbi husmandsbebyggelsen Østrup. En tur i bølgerne kan vederkvæge ved Melby Sønderstrand. Derefter befinder man sig midt i et landbrugslandskab med små landsbyer, inden kysten igen er i sigte.

Lerchenborg

I 1742 købte general Christian Lerche gården Østrupgaard. Hovedbygningen, avlsbygningerne og parken er anlagt i 1743-53 efter barokkens krav til symmetri og udgør en arkitektonisk helhed, der er enestående i Danmark. I 1754 ændrede Lerche gårdens navn til Lerchenborg. Hans efterfølgere frasolgte flere af de tilhørende, store gårde, men fik i 1818 tilladelse til at ophøje resten til et lensgrevskab. I 1927 gled Lerchenborg ud af slægtens eje. Efter endnu flere frasalg købtes resterne i 1952 igen af en Lerche og har siden været i denne slægts eje. Slot og park er ikke åben for enkeltpersoner.

Birkemose

En markvej fører over markerne langs et levende hegn og op til en lille skovbevokset mose med meget vildt. Et herligt sted i naturens skød.

Asnæs Forskov

I skovens dybe, stille ro findes en stor del af de 424 fortidsminder, som er registreret i Årby Sogn. Desuden nyder fasaner og andet vildt det frie liv, og det er en herlig fornemmelse at stå i skovens udkant med udsigt over Kalundborg Fjord.

Asnæs Vesterskov og Dyrehave

Foruden talrige fortidsminder vidner stisystemet i skovene om tidligere begivenheder, f.eks. Kongepostvejen, en "jagtgade" fra kong Christian X's deltagelse i jagten. Hele Asnæs-spidsen er en fredet rest af Asnæs Dyrehave med afgræsset overdrev. I nogle af dammene er udsat klokkefrøer. Bærvæksterne på skrænterne skaber et rigt dyre- og fugleliv.

Østrup

Husmandsbrugene langs med stranden blev udstykket fra godset Lerchenborg i 1925, 1953 og 1954 for at forsyne husmandsbefolkningen med tilstrækkelig jord til et eksistensgrundlag.

Melby Sønderstrand

Herfra er der udsyn over Jammerland Bugt, og i godt vejr ses Reersø i horisonten og Storebæltsbroen mod syd. For enden af badebroerne er der godt badevand med fin sandbund. Skrænterne fastholdes mange steder af bevoksning med havtorn. Torskemund og Strandasters findes her.

Ugerløse By

Midt i byen er der idyl omkring det gamle gadekær. Foran gadekæret står en mindesten for lærer og forfatter Anton Nielsen (1827-1897), der skrev adskillige bøger om dansk almueliv på landet. Hans bedstefader, Niels Larsen, boede på Ugerløse Græsmark. Stenen er en kampesten fra en af langdysserne på Rørby Græsmark.

Ugerløse Græsmark

Stranden er sommerens bedste legeplads for både børn og voksne. Der er badebro og fint lystfiskervand. I de høje skrænter boltrer svalerne sig i sommerbrisen. Fra skrænterne er der udsigt viden om - mod syd til Reersø og Storebæltsbroen og mod vest til Asnæshalvøen og Kalundborg.

Roter din telefon