main menu
R40 Lejre vig - Østby
Etape cykling - ruten er ikke skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Fjordstien er en natursti langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Den er til cyklister og vandrere, og i hele sin længde er den 275 kilometer lang. Fjordnærhed og trafiksikkerhed er nøgleordene for Fjordstien. Den bringer dig tæt på kysten, hvor du kan se vandet, nyde duften og mærke brisen fra fjorden. Stien følger eksisterende gamle vejforløb, mark og skovveje, men flere steder er der nyanlagte strækninger.

Borrevejle Skov

Roskilde Fjords inderste krog kaldes Lejre Vig. I Borrevejle skov syd for Lejre Vig kan man finde de ældgamle hulveje som førte øst-vest over landet før den nuværende landevej. Skoven tilhører Lindholm Gods. Der er offentlig adgang i skoven efter naturbeskyttelseslovens regler.

Lyndby Kirke

Kirken står lige ud til markerne, der skråner ned til Roskilde Fjord, hvilket byder på en enestående og fri udsigt over vandet. Med fjorden som baggrund er der på kirkegården for nylig anlagt en lille have, ”Paradishaven”. Anlæggelsen af en sådan have trækker tråde langt tilbage til middelalderens klosterliv.

Maritimt Forsøgscenter

Maritimt Forsøgscenter beskæftiger sig med bevarelse af gammel nordisk kultur og håndværk. Her tilbydes ferietogter på Roskilde fjorden og Isefjord i et af verdens største vikingeskibe. Mærk vinden i sejlet og solglimt i fjorden

Sæby Kirke

Kirken blev gennemgribende restaureret i 1824 efter initiativ af finansmanden N.A. Holten, der ejede det nærliggende Krabbesholm Gods. Holten samlede flere af tidens indflydelsesrige arkitekter og kunstnere fra København for at ombygge og udsmykke kirken i Sæby.

Gershøj Kirke

Kirken er viet til helgenen Skt. Laurentius, som var et af ofrene for kristenforfølgelserne i Rom i det 3. århundrede. Han var leder i den tidlige kristne kirke, men blev brændt efter ordre fra den romerske kejser.

Skibby Kirke

Skibby Kirke er den største og ældste af kirkerne i Hornsherred (o.1100). Det skyldtes formentlig, at Skibby blev regnet for en købstad i middelalderen. Kirken er bygget om i flere omgange.

Selsø Slot

Selsø Hovedgård nævnes første gang i 1288 og tilhørte da til Roskilde bispesæde. Efter reformationen overtog kongen al kirkegodset, og han solgte Selsø til den adelige Ulfeldt-familie, som i 1570’erne byggede renæssancegården med de svungne gavle og kviste. Voldgravene er rester fra middelalderens mere fæstningsagtige byggeri.

Selsø Kirke

Selsø Kirke ligger i dag påfaldende ensomt i landskabet. Det har ikke altid været tilfældet. I 1400-tallet lå der en lille landsby på omkring fem gårde på marken nord for kirken.

Østskoven

Østskoven rummer mange gamle bøge, og hvor den grænser op til strandengene har skoven endnu præg af åben græsningsskov. Der findes en trampesti langs fjorden.

Eskildsø

Eskildsø er med sine 140 hektarer den største og eneste opdyrkede ø i Roskilde Fjord. Øen hørte i middelalderen sammen med Selsø Hovedgård under den mægtige Roskildebisp.

Østby

Østby består af gamle gårde, enfamilieshuse og småindustri. Midt i byen er gadekæret og byens petanquebane. Ved gadekæret ses en skulptur af afdøde kunstner Edwin Westergren.

Roter din telefon