main menu
R40 Hundested - Frederiksværk
Etape cykling - ruten er skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Fjordstien er en natursti langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Den er til cyklister og vandrere, og i hele sin længde er den 275 kilometer lang. Fjordnærhed og trafiksikkerhed er nøgleordene for Fjordstien. Den bringer dig tæt på kysten, hvor du kan se vandet, nyde duften og mærke brisen fra fjorden. Stien følger eksisterende gamle vejforløb, mark og skovveje, men flere steder er der nyanlagte strækninger.

Hundested og Lynæs

Hundested Havn ligger i læ ved indløbet til Isefjord, delvis fri af de store sandvandringer langs kysten mod Kattegat. Hundested er en ung by (1796). Hundested og Lynæs (1720) som ligger 3 km syd for, danner nu én lang bebyggelse, men har stadig bevaret fiskerlejets præg.

Roskilde Fjords dannelse.

Fjordens dybe render er udformet først af istidens smeltevandsstrømme, senere af fastlandstidens flodløb. Kulhus Rende står med 15 m’s dybde skarpt nedskåret i de omliggende lavvandede områder. Navne som Store Tørvegrund på disse flak antyder, at det er gammel landoverflade.

Halsnæs

I Stenalderen var Halsnæs en ø dannet af storbakket moræne. Øen, der havde flere fjordindskæringer både fra Kattegat og Roskilde Fjord, var afgrænset mod øst af Brødemosesund, der gik tværs over Halsnæs og forbandt Roskilde Fjord med Kattegat.

Oldtidsspor langs Fjordstien

Siden den tidligste Jægerstenalder, 10.000 år f.Kr., har der har været bosættelser langs Roskilde Fjord. Mange af bopladserne ligger i dag på de tidligere landarealer på bunden af Roskilde Fjord. Ved Sølager, på det der i Stenalderen var havskrænten, ligger en fredet køkkenmødding, som har givet rige fund fra Ertebøllekulturen (ca.år 4.500 f.Kr.).

Vikingetid og Middelalderspor langs Fjordstien

Roskilde Fjord var i Vikingetiden et vigtigt samlingssted, for både handelsskibe og ledingsflåden. Ved Skuldevig er der gjort fund af kogegruber og andre ting, der peger på, at stedet har været benyttet som anløbsplads i både Vikingetid og den tidlige Middelalder, hvor sildemarkederne havde stor betydning.

Arresø Kanal

Arresøens nordlige udløb var sandet til i løbet af 1600 tallet. For at kunne udnytte vandkraften fik Frederik IV i årene 1717-19 gravet en kanal fra Arresø til Roskilde Fjord ved Frederiksværk.

Roter din telefon