main menu
Kagerup - Gilleleje
Etape vandring - Længde 18 km - ruten er skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Den afmærkede cykelrute nr. 33, også kaldet Gilleleje- stien, er 27 km lang og fører fra Frederiksborg Slot i Hillerød til Gilleleje station. Ruten er en attraktiv udflugtssti, som i stor udstrækning er adskilt fra biltrafikken og bebyggede områder. Kun 4 km af ruten følger offentlige veje, 11 km forløber ad separat sti eller en privat fællesvej og 12 km af ruten følger skovveje. Næsten halvdelen af ruten har en fast asfaltbelægning. Landskabsoplevelsen domineres af Gribskov og det åbne landbrugsland, hvor forløbet på bunden af den tørlagte Søborg Sø gør et særligt indtryk. Seværdigheder langs ruten er markeret på kortet i folderen. Ruten krydser Privatbanen Hillerød-Gilleleje 3 steder og dette giver mulighed for at nyde ruten i etaper. Op til 5 cykler kan medtages pr. tog.

Mårum trinbræt passeres, videre gennem det nordligste Gribskov og ud i det åbne agerland ved Saltrup; ruten fortsætter på bunden af den afvandede Søborg Sø. I stenalderen gik en fjord fra Kattegat ind i bunden af søen. Senere landhævninger har afspærret søen fra havet. I 1700-tallet blev afvandingskanalen, SøborgKanal gravet, men afvandingen var ikke mere effektiv end at der gennem 1800 årene var en stor sø tilbage omgivet af rørsumpe. Gennem årene er afvandingen blevet forbedret og søbunden udnyttes nu til landbrugsformål. Ruten fører forbi ruinerne af Søborg Slot. Slottet var i middelalderen en stærk borg, men menes ødelagt under grevens fejde. Frederik d. VII foranledigede i 1850 ruinen udgravet, hvilket skete uden den fornødne sagkundskab; det har vanskeliggjort senere arkæologiske undersøgelser. Ruten følger nu Søborg Kanal indtil den slutter ved stationen i den charmerende kystby Gilleleje, med gode bademuligheder, fiskerihavn og flere seværdigheder. Langs hele ruten findes især i Gribskov mange muligheder for afstikkere til smukke lokale naturområder

Roter din telefon