main menu
Hirtshals - Skagen
Etape cykling - Længde 56 km - ruten er skiltet
Skagens Gren, hvor de to have, Skagerrak og Kattegat, mødes. Grenen er under konstant forandring.
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Vestkystruten, også kaldet Nationalrute 1, er på strækningen Hirtshals - Skagen 56 km lang. Ruten følger grusbelagte mark- og skovveje og asfaltveje med lidt trafik. På enkelte strækninger følger ruten cykelstier langs veje. Ruten er afmærket med blå skilte.

Landskab og geologi

Ruten følger Vendsyssels unge nordkyst med Skagens Odde. Odden, som i en længde af 30 km strækker sig mod nordøst, er en af verdens største odder.
Vendsyssel var i stenalderen opdelt i en række øer, og den nordlige kystlinie fulgte stort set linien Hirtshals – Frederikshavn. Bl.a. ved Mosbjerg ses den gamle kystklint op mod istidslandskabet tydeligt.

Foran den gamle stenalderø er Skagens Odde vokset gennem de sidste 7.000-8.000 år, dels ved at der er sket en landhævning på 12-15 m siden stenalderen, og dels ved at der er aflejret sand og grus, som er tilført med havstrømmene ved nedbrydning af kystklinter længere sydpå. Disse processer finder stadig sted, og til Skagenområdet tilføres der årligt ca. 1 mio. m³ materiale.

Den yderste spids af Skagens Odde - Grenen, er således under stadig udbygning, og ved studier af gamle kort kan man se, at den i de sidste 300 år er
vokset med 8 m pr. år. Langs Skagens Nordstrand findes en bred sandstrand, der hurtigt går over i en tilgroet strandvoldsslette. På randvoldssletten ses rækker af øst-vestgående klitrygge og strandvolde, rimmer adskilt af fugtige lavninger, dobber. I forlængelse af Grenen fortsætter odden i et 4 km langt undersøisk rev.

Skagens Gren, hvor de to have, Skagerrak og Kattegat, mødes. Grenen er under konstant forandring. Skagens Odde er præget af klitter. Et eksempel er de store U-formede klitrygge, såkaldte ”parabelklitter”, der vandrer ind over landet fra vest mod øst. Sandmilen i Skagen Klitplantage er således nået over Skagens Odde og er ved at blæse i havet, mens Råbjerg Mile, der stadig er under vandring, kun er halvvejs. Ved Råbjerg Mile kan man iagttage, at resterne af det bjergfyrkrat, milen vandrede ind over i begyndelsen af århundredet, dukker frem i milens vestende.

Om Vestkystruten

Ingen anden nationalrute i Danmark rummer så store kontraster som Vestkystruten. I syd den rige flade marsk, i nord de stejle klitter. Vestkystruten er en fortælling om mennesket og havet. En 560 km lang fortælling om livet på naturens betingelser.

Roter din telefon