main menu
Ydernæs Hjertesti
Rundtur vandring - Længde 7 km - ruten er ikke skiltet
Uldbladet Kongelys vokser ved stien langs Karrebæk Fjord
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

 

  • Egnet til at cykle på
  • Egnet til løb
  • Egnet for gangbesværet
  • Egnet til rullestol
  • Egnet til barne/klapvogn
Ydernæs er både et industriområde og et rekreativt naturområde. Ruten forløber langs Næstved Kanal, dalen Even og Karrebæk Fjord. Der er udsigt til Gavnø og til det gamle fiskerleje Appenæs. Hvor Even møder fjorden er der et fugletårn, hvorfra man kan se rørhøgen jage over rørskoven. På Kanalvej krydses den gamle Susåarm.

Kanalen

Kanalen er gravet 1936-38 for at lette de store skibes sejlads ind til Næstved. Kanalen er gravet gennem først Ydernæs, tværs over ådalen Even, gennem Grimstrup Næs og videre ind mod byen, hvor gamle åslyngninger blev afskåret. Havnen fungerer stadig som erhvervshavn.

Even Ådal og Sø

Turen går på en lang strækning langs Even. Om sommeren er her brombær, hindbær og kirsebær at mæske sig i på turen. Korbær, der ligner brombær, men har blåduggede frugter, vokser her også - og kan spises. 

Navnet Even er beslægtet med eve, der betegner opskyllet tang, der ligger og rådner på stranden. Tang kan ofte give mulighed næring til strandplanter. Det menes, at navnet Even oprindeligt er blevet brugt om området ved Evegrøftens udløb i Dybsø Fjord. Navnet Even er så siden kommet til at omfatte en hel dal op til gården Fælleseje vest for Næstved. 

I ådalen ligger en opstemmet sø. I søen kan ses ynglende toppet lappedykker, gråænder, blishøns og rørhøne. Fjordterne og hættemåge kan søge føde over søen. Her er også et godt med fisk.

Hvor Even løber ud i fjorden, er der et fugletårn, hvorfra man kan være heldig at se rørhøgen jage over rørskoven ved Susåens udløb. Her vokser også Kær-svinemælk, der i rørskoven står som over 2 m høje gule lysestager. Her mødes Even og Susåens udløb - og et hul i rørskoven giver adgang til det gamle løb.

Appenæs og Susåens udløb

Landsbyen Appenæs kendes fra 1205 og har hørt til Skovkloster/Herlufsholm. Landsbyen har dels levet af landbrug med 10 bondegårde, dels af fiskeri fra Susåen og Karrebæk Fjord. Fiskeriet varede op til 1965 og nogle af de gamle garnhuse kan stadig ses.  

Ved Appenæs ender Susåen sit oprindelig løb som Sjællands længste og største å. En strækning på i alt 87 km fra udløbet syd for Rønnede. Indtil kanalen blev gravet gik al skibsfart ad Susåen indtil Åhavnen i Næstved. Imellem Susåens udløb og Even er Grimstrup Næs.

Hvor stien forlader Even og Susåen er der en fin lille eng med udsigt ned mod Gavnø og skoven syd for Appenæs. Der er adgang til engen, hvor der vokser bl.a. Læge-Oksetunge, der som navnet siger er en gammel lægeplante. Her er også Alm. Knopurt, Blæresmelde, Hvid Snerre og Lucerne i en gul udgave. Ved bænken har gravehvepsene travlt med at grave i jorden og fange insekter til deres afkom.

Stien går langs Karrebæk Fjord og her er ud over en fin udsigt, mange flotte planter. Der kan nævnes gærde-snerlen, der lyser op med sine store tragtformede blomster. Den Uldbladede Kongelys står som søjler og her er hjortetrøst, gyldenris og mange andre planter, der kan nydes.

Gavnø og Karrebæk Fjord. På Gavnø lå der i 14-1500-tallet et nonnekloster, som ca. 1580 blev omdannet til herregård. Dominikanernonnernes kirke er nu herregårdens kirke. Nu Gavnø Slot har været i familien Reedtz-Thotts eje siden 1600-tallet. På fjorden vugger især flokke af knopsvaner, der græssr på de undersøiske skove af ålegræs. 

I fjorden er der fundet spor fra Ertebølletiden på overgangen fra jægerstenalder til bondestenalder for 5.400 f. Kr. til 4.800 f. Kr. Det er især i form af flinteredskaber. Hele Dybsø og Karrebæk Fjord-området er usædvanligt rigt på fund fra den tid. 

Karrebæk Kirke 

Kirken er et godt pejlemærke. Den ses lang mod vest. Kirken er bygget i 1300-tallet i gotisk stil med dobbeltkapel. Ved siden af kirken ses Karrebæk Mølle bygget i 1858.

Hjertestien er etableret i samarbejde mellem Næstved Kommune og Hjerteforeningen.

Roter din telefon