Rådsmandshaven

Rådmandshaven er en af de ”haver” i skoven ved Herlufsholm, hvor byens rådmænd havde deres kvæg på græs. Dele af skoven blev simpelthen hegnet ind som "haver" til græsning for heste, køer og får: Kohaven, Lammehaven og altså også "Rådmændenes Have" minder endnu om denne brug. Græsning fortsatte på engene i østsiden og langs åen til omkring 1960.

Skovene har været drevet ekstensivt blot med plukhugst de sidste 200 år. De sidste græsninger og hugst af gærdsel til hegn ophørte for bare 70 år siden. I 1947 blev den sydligste del fredet og i 1997 blev skovene på begge sider af Susåen udlagt som urørt skov. Fredningen som urørt skov medfører, at der ikke foretages nogen skovdrift. Området skal udvikle sig helt frit på naturens egne præmisser, og f.eks. skal væltede træer blive liggende urørt. I et sådant miljø er der en mangfoldighed af planter og dyr.

Den ældste skov mod syd er utvivlsomt selvsået naturskov. Det er en meget særpræget skov med mange hvidbøg, narv, eg og ask. Der er tillige en værdifuld bestand af hæg også kaldet majtræ. De mange faldne træer giver især et rigt liv af svampe og insekter, men også af fugle, der yngler i de mange hule træer, bl.a. kan hulduen nævnes. Skoven er så bevaringsværdig, at den er udpeget som EU-habitatområde.

OBS: Vær venligst opmærksom på, at der i den urørte skov kan være en øget risiko for nedfaldne grene og væltede træer, især ved blæsevejr og snetryk.

Pinetum

Pinetum betyder en samling af sjældne fyrre- og nåletræer fra store dele af verden. Samlingen er anlagt i årene 1890-1920. Området talte over 100 sorter, som dengang var møntet på skolebrug, men også som et 'forsøgsområde' for at finde egnede fyrre- og nåletræer til skovbrug.

I dag findes der ca. 60-65 forskellige nåletræsarter i Herlufsholm Pinetum.

Susåen

Susåen er med sine 87 km Sjællands længste vandløb – og samtidig også det største målt i vandføring. Åen udspringer i Tingerup Tykke syd for Rønnede og slår herfra et mægtigt sving nord og vest på. Susåens vand løber i modsat retning af, hvad det gjorde i slutningen af sidste istid. Her skød isen frem fra sydøst og et smeltevandløb under isen dannede tunneldalen fra Tystrup Sø til Næstved. Da isen smeltede bort og ikke længere lå som en barriere, løb vandet modsat.

I 1810-12 blev det nedre Susåløb - fra Tystrup Sø til Appenæs - tilpasset pramfart. Prammene blev staget eller trukket med heste. På den vestlige side af åen har der været en pramdragersti, som delvist stadigvæk eksisterer. Åen blev omdøbt til Den Danneskjoldske Kanal opkaldt efter Christian C. S. Danneskiold-Samsøe på Næsbyholm, der stod bag det omfattende projekt. Det betød uddybning og udretning af løbet samt etablering af et slusesystem ved åens møller. Helt fra skovene syd for Sorø blev brænde fragtet til Næstved og Karrebæksminde og her omlastet til skibe, der sejlede brændet til København. Anlægget gik ud af funktion i midten af 1800-tallet, da der kom bedre veje og senere jernbane.

Selve åen har et rigt planteliv med bl.a. brudelys, pilblad og mange arter vandaks. Vandet er nu så rent, at der er ørreder i åen igen. De begyndte at gå op for at yngle, da spærringen ved Slusehuset blev i 1990’erne erstattet med et stryg, hvor vandet løbet hurtigt over åens sten. Susåen er med sin forekomst af de sjældne fisk pigsmerling og malermusling udpeget som EU-Habitatområde. På grene, der hænger ud over åen, kan isfuglen med lidt held ses på udkik efter fisk.

Ved Herlufsholm ses Hvælvingebroen over Susåen, Broen er fra 1741 og er fredet. Af hensyn til pramfarten blev den ene hvælving gjort bredere i begyndelsen af 1800-tallet.

Herlufsholm

Herlufsholm Gods og Kostskole ligger ved Susåen. Ruten passerer lige forbi bygningerne og parken. Til godset hører 1.550 hektar agerjord og skov, herunder de nærmeste skove og marker. Herlufsholm stammer tilbage fra 1135, hvor der blev bygget et Benediktinerkloster (Skovkloster) på stedet.

Kong Erik 3. Lam gav klostret udstrakte privilegier. Munkene kunne opkræve torveafgift og udstede bøder uden selv at betale skat, og klosteret blev stadig rigere. I løbet af 1200-tallet blev klosteret flyttet uden for byen til holmen ved Susåen. Klosteret kom nu til at hedde Skovkloster. Her levede munkene gennem middelalderen, og de formåede at forvalte de store midler, der blev dem betroet. I slutningen af middelalderen ejede klosteret omkring 15.000 hektar agerjord, flere hundrede gårde og skovarealer på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Med reformationen i 1536 overgik Skovkloster til Kronen. I 1560 sad Kong Frederik 2. på tronen. Kongen foretog et mageskifte og overtog en nordsjællandsk storgård fra Birgitte Gøye og Herluf Trolle. De fik til gengæld Skovkloster, og stedet fik derefter navnet Herlufsholm. I 1565 besluttede Herluf Trolle og Birgitte Gøye, som var barnløse, at oprette en skole for adelige og andre ærlige folks børn. Det blev starten på Herlufsholm Kostskole.

Friheden

Skovområdet vest for Herlufsholm kaldes under et Friheden. Det er en afvekslende skov, der drives som almindeligt skovbrug. Bøge, ahorn, eg, hassel og lærk vokser almindeligt i skoven. I skoven kan findes skov-syre, skov-mærke, alm. og kæmpe-springbalsamin, kål-tidsel og guld-nælde. Det er også muligt at plukke hindbær langs stierne.

Slusehuset og Maglemølle

Det lille hus, Slusehuset, er et minde om en fjern fortid. Færdsel over land var meget vanskelig sidst i 1700-årene. Susåen blev derfor reguleret, så sejlads var mulig op til Tystrup-Bavelse Søerne. Der blev anlagt sluser for at regulere vandstanden og den sidste af dem lå her i Næstved. Den der passede slusen boede i Slusehuset.

Ved Slusehuset lå Maglemølle, en stor vandmølle, der i 1870’erne blev afløst af Maglemølle Papirfabrik, der tidligere var en af de helt store industrier i Næstved. På et tidspunkt var der 700 ansatte på fabrikken. Den havde brug for meget vand til sin produktion. Efter kanalen blev gravet i 1930’erne, blev fabrikken flyttet til den nye havn.