Anneberg Hovedgård

Efter svenskerkrigenes afslutning i 1660 overdrog kong Frederik d. III en lang række besiddelser i pant, herunder Dragsholm Gods, til sin største långiver: den tyskfødte købmand og rentemester Henrik Müller. Han opførte Anneberg hovedgård i 1665, hvor der før lå en ejendom kendt i 1370 som Skovgaarth. Desuden blev den tilstødende landsby, Moseby, inddraget. Stedet blev opkaldt efter datteren Anne Catarina: Anneberg.

Anneberggård blev i 1775 igen overtaget af kronen, som forsøgte at afhænde den sammen med hele det Odsherredske ryttergods. Det lykkedes ikke, og i stedet blev det hele sat på god fod i forbindelse med gennemførelsen af landboreformerne. Landinspektør Frantz Wilhelm Trojel blev ansat til opgaven og gennemførte på forbilledlig vis udskiftningen af alle landsbyer i hele Odsherred. I 1800 købte Trojel selv Anneberggård.

Anneberg og Annebjerg

Begge staveformer ses, hvilket skyldes et bevidst valg fra forskellige ejeres side. Stedet er i dag er opdelt på mange hænder, hvilket gør det svært at finde fælles fodslag i staveformen. Anneberg har tysk oprindelse, Annebjerg dansk.

Kaptajn Frederik von Buchwald opførte i 1856 en ny hovedbygning i italiensk klassicistisk stil og fik tinglyst ret til at kalde stedet Annebjerg. Alligevel kaldte hans efterfølgere mest stedet for Anneberg, mens skoven og vejene beholdt den danske staveform.

Fabrikant Hempel købte i 1947 Anneberg med undtagelse af den hvide bygning, som tidligere var blevet solgt fra i trange tider. I mellemtiden var den røde portbygning mod Annebjerg Stræde indrettet til hovedbygningen. Hempel opførte i 1952 en ny hovedbygning i engelsk Tudor-stil, som leder tankerne hen på et engelsk landsted. Denne ejendom er privat. Efterfølgende opførte Hempel en udstillingsbygning til sin glassamling, Annebergsamlingerne.

Annebjerg Stræde – en perle

Annebjerg Stræde er anlagt i forbindelse med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet. Landinspektør Trojel, som forestod udskiftningen på forbilledlig vis i Odsherred, købte Annebjerggård, som indtil da havde været hans tjenestebolig. Trojel skrev en lærebog om hegning i landbruget, og det er levende eksempler herfra, vi kan se og nyde på Annebjerg Stræde og den tilstødende Annebjergvej: Stendiger med grøft foran, som permanente hegn kunne holde husdyrene inde. Ovenpå kunne man så plante enten tornede planter som hvidtjørn, slåen og vilde roser, der hegnede i kraft af tornene. Eller man kunne plante hassel, der med års mellemrum kunne nedskæres/stævnes og bruges til flethegn. Mellem vejen og stendigerne er der plantet popler, der også skulle levere hegnsmateriale til de midlertidige flethegn, når de blev stynet tilbage i 2 – 3 meters højde. Poplerne, som nu i over 200 år har været passet med styning, er ved at gå helt ud. Deres hule stammer er et meget vigtigt levested for mange dyr som ugler, flagermus, skovmår, bier og skovgedehamse. Annebjerg Stræde udgør med al sin mangfoldighed et af de rigeste miljøer for naturen i Odsherred, da den både giver føde, læ, yngleskjul samt virker som ledelinje for en meget stor del af vores dyreliv.

Borren i Højby Sø

På en halvø ude i Højby Sø lå en forsvarsborg, som kun var i anvendelse i 1100-årene. Måske endda kun i perioden 1131-1157, hvor lokale stormænd havde brug for at forsvare sig i de skiftende alliancer, de indgik i en urolig tid. Borgen bestod af en 180 meter lang forsvarsmur, hvis fundament man ser, når man følger trampestien fra Pumpehuset og ud til ruinen af tilflugtstårnet. Tårnet har en efter forholdene beskeden murtykkelse på 2,7 og menes derfor kun at have haft 2 – 3 stokværk/etager. Indgangen var hævet over jorden, så det krævede en stige for at kunne komme ind. Tårnets størrelse på 60 kvadratmeter antyder, at det kan have tjent som beboelse sammen med de mange bygninger der formodentlig har ligget inden for forsvarsmuren. Det eneste lignende, samtidige anlæg i Danmark er et tilsvarende tårn ved Bastrup i Nordøstsjælland.

Et sagn fortæller om ridder Ebbes døtre. Mens faderen var bortrejst på korstog, blev de forført eller voldtaget af to gårdmandssønner fra Holtegården, en kampestensgård lige vest for kirken. Døtrene tog hævn under messen julenat i kirken, hvor de dræbte de to sønner. Højby kirke blev herefter lyst i band af paven i syv år. Det ældste kalkmaleri i kirken forestiller en gejstlig, der går i forbøn hos paven. Om det er præsten, der ønsker bandlysningen ophævet, eller det er den senere Niels Jacobsen Finkenov, som havde været en meget upopulær ærkebiskop i Norge og hvis våbenskjold, man ser ovenover, vides ikke. Begge tolkninger rummer gode historier.

Kalkmalerierne i Højby Kirke

Højby Kirke er en af Sjællands største, ældste og vel også mest statelige kampestenskirke fra begyndelsen af 1100-tallet. Tidligere lå her formentlig en trækirke fra sen vikingetid, hvorfra et par egebjælker er indmuret over kirkens døre. Kirken er kendt for sine kalkmalerier. Nogle få er fra romansk tid, mens de mest kendte er af sengotisk oprindelse.

Efter reformationen i 1536 blev kalkmalerierne overmalet. Helgenbilledserier havde været nødvendige i den katolske tid med uforståelige messer og ceremonier, der blev afløst af prædiken på modersmålet. I 1870 blev kalkmalerierne atter frilagt. De har været restaureret adskillige gange gennem tiden. Senest i 2007 og de udgør i dag et stykke enestående kirkekunst. Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich har skrevet ”En engels vinger” om kalkmaleren, hans lærling og livet i Højby under arbejdet med at male kalkmalerierne i slutningen af 1300-tallet. Maleriet af ærkeænglen spiller en vigtig rolle i bogen og anses i øvrigt for at være det skønneste billede skabt i dansk kirkekunst.

Stolegavlene er fra reformationstiden, midten af 1500-tallet, hvor kirkegængerne måtte sidde ned under gudstjenesten.

Borgen Næsholm

Næsholm er et af de få borganlæg i Danmark, som er blevet fuldt udgravet. Den er ligesom Borren ved Højby Sø anlagt på en halvø afskåret med en kraftig vandgrav. Søen er kunstig, og vandet skaffede man via en gravet kanal fra Højby Sø. Adgangen til Næsholm har været over en 50 meter lang træbro. Bropillerne af egetræ har tidsbestemt borgens anlægsår til 1278. Næsholm har mange ruiner, hvoraf man kan aflæse borgens indretning. Tårnet er kvadratisk og så lille, at det kun kan være brugt som tilflugtstårn. Murtykkelsen er 3,3 m. Fund af affaldslag fra de andre bygninger afslører ”den rene ubesmykkede hverdag”. Vilhelm la Cour skriver i sine beretninger fra udgravningen om livet på Næsholm: ”som nok har ligget over bondens men betydelig under, hvad man kunne vente at finde, hvor samfundets store færdes”.  

Udgravningerne viser også, at borgen er blevet stormet i 1340-erne. Man formoder, at den i 1355 blev erhvervet af kongen, som også ejede Nygård, der ligger lige øst for Næsholm, og formentlig har været ladegård og vandmølle til Næsholm. Nygård er endnu ikke blevet arkæologisk undersøgt, men rummer givetvis en forlængelse af denne historiske vandring.

Syvhøje

Højt i landskabet. men delvis skjult af skovbevoksninger, ligger en gruppe bronzealderhøje:  Syvhøje - skønt der kun er seks tilbage. De har oprindeligt ligget med vid udsigt over de tre farvande Sejerøbugten, Kattegat og Isefjorden, en magtfuld position der har demonstreret folkeslagets styrke.

Der er skiltet adgang til højene, som ligger i kanten af vandrerutens forløb, og man må gå samme vej tilbage efter besøget.

Nyd også Syvhøjenes spændende, vilde blomsterpragt – afhængig af årstiden.