main menu
Gamløse - Brønde
Etape vandring - Længde 16 km - ruten er skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Orøs særkende er de mange trampestier, der er anlagt på hele øen. Her kan man studere Orøs mange ynglende strand- og vadefugle. De mange km sti er markeret med pæle og flere steder findes informationstavler, der fortæller om natur m.v. Stierne bliver vedligeholdt af Orø's beboere, og der bliver jævnligt lagt flis ud på stierne, så man kan gå tørskoet rundt om hele øen.

Orø

Hvorfor ser Orø ud som den gør? Vi må tilbage til istidens afslutning for ca. 16.000 år siden.

De afsmeltede ismasser efterlod mængder af sten, grus og sand, som havde været indefrosset i de enorme ismasser. Det efterladte materiale dannede den hovedform, som landskabet har i dag. Men Orø var ingen ø og Isefjorden ingen fjord!

Da presset fra de mægtige ismasser var forsvundet, havde landet nemlig hævet sig - og Orø var et mindre bakkedrag på Sjælland. Men imidlertid steg vandstanden, fordi isen smeltede. Landhævningen kæmpede i århundrede mod vandstigningen, og de skiftedes gennem tiderne til at dominere. I stenalderen havde havet overtaget og Orø var nu en ø.

På Orø er fundet adskillige køkkenmøddinger som vidner om, at øen var beboet i stenalderen. Bronzealderhøje, grave og flere af øens stednavne peger på, at der både i bronzealder og vikingetid var stor aktivitet på Orø.

Orø urtehave

Orø urtehave er en af øens spændende attraktioner. Her vokser 400-500 forskellige lægeplanter og krydderurter. Nogle af planterne står udendørs, andre er så sarte, at de må stå inde. Alle krydderurterne er gamle lægeplanter.

Næsby

Lille sluttet landsby med velbevaret gammel gadestruktur og 6 tilbageværende tre- og firelængede gårde af de i 1682 13 gårde, resten er flyttet ud nord og syd for landsbyen.

Orøstrand Dyrepark

Ved naturskolen Orøstrand finder man dyreparken. Skolen har gennem årene fået opbygget en dyrepark i tilknytning til institutionen. Dyreparken er offentligt tilgængelig. 10-15.000 gæster besøger dyreparken hvert år.

Hestebedgård

Hestebedgård er en gammel slægtsgård der har været i familiens eje fra 1713. Bygningerne er ikke særligt gamle men alligevel bevaringsværdige fordi der kun er sket få og tidstypiske ændringer de sidste 50-100 år.

Orø Kirke

Orø Kirkes kor og skib er opført i senromansk tid af kampesten med tilhugne kvadre på hjørner og omkring døråbninger samt vinduesindfatninger af kridt og munkesten. Begge de rundbuede døre er bevaret, norddøren er tilmuret. Der kan spores otte oprindelige vinduer i murværket, de er svagt tilspidsede, hvilket tyder på, at kirken er opført sent i 1100-tallet.

Orø Museum

Lille, hyggeligt museum, idyllisk beliggende ved kirken i den gamle Landsby, Bybjerg, i et lille anlæg med fin udsigt over øen mod nord. Museet har til huse i øens tidligere, omkring 200 år gamle fattighus, der fra 1965 har været rammen om museets omfattende samling af bohave og brugsting fra det gamle landsbysamfund.

Roter din telefon