main menu
Gadstrup - Mosede Fort
Etape vandring - Længde 15 km - ruten er skiltet
Kikkerttårn ved Mosede Fort.
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

Der mangler pt. overnatningsplads ved Gadstrup

Gudernes stræde er blevet til gennem samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening i Lejre, Roskilde, Solrød og Greve, De historiske foreninger i Bramsnæs, Hvalsø og Lejre, samt Lejre Kommune, Roskilde Kommune, Solrød Kommune og Greve Kommune.

Projektet er støttet økonomisk med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet, Lokale Grønne Partnerskaber og Danmarks Naturfredningsforening.

Færdselsregler

Man skal vise hensyn over for dyre- og planteliv og over for de mennesker der bor langs ruten. Bemærk at der visse steder på ruten er indskærpede færdselsregler. Disse er markeret på pælene.

Gudernes stræde er en ca. 64 km lang vandrerute gennem natur- og kulturhistoriske landskaber fra Vellerup Vig til Mosede Fort. Flere steder er der gode muligheder for små afstikkere og rundture. Langs hele ruten er der opsat vejviserpæle og omkring 80 fortællepæle med korte tekster der refererer til såvel det særegne i naturen som kulturen og lokalhistorien.

Gudernes Stræde går på tværs af alle de veje, der i dag forbinder Sjælland med København. Veje er der nok af, men allerede i oldtiden var der veje i samme retninger, hvor rækker af gravhøje vidnede om høvdinges magt og trafikale forhold.

Snoldelev

Efter Guderne passerer Gadstrup Station med forbindelse til Køge og Roskilde går færden videre til Snoldelev. I Snoldelev har vi kirken, hvorom der siges, at den er bygget over en trækirke, altså ældgammel og måske på gammel hedensk jord.

Snoldelev og Havdrup Moser

Du kan gå i Gudernes fodspor fra Snoldelev direkte til Hastrup. På nordsiden af landevejen ses flere store gravhøje. Du kan også vælge at gå til den lille runde Snoldelev Mose med det rige fugleliv og dens hedenske fortid – eller fortsætte til Havdrup Mose. Fra fugletårnet er der en formidabel udsigt over fugle og fæ, krat- og sivskove. De store vandflader skyldes til dels tidligere tiders tørvegravning.

På vej tilbage til landevejen passeres Alberti-egen, et fælt minde om økonomisk kriminalitet. Og på Roskildevejens sydlige side ligger Blodhøj, hvis navn nok kan få det til at gyse i én.

Nu følger Guderne landevejen til Karlstrup med det vide store udsyn over de store landbrugs veldrevne marker. Der er bonitet i Østsjællands muld.

Karlstrup og Karlstrup Kalkgrav

Karlstrup er en lille beskeden landsby, hvor kirken ligger nord for et sted, der også var en stormandsgård med voldgrave og et forsvarstårn. Tag evt. en lille afstikker til det lille Stevns, Karlstrup Kalkgrav, der efter mere end hundrede års kalkbrydning lukkede og blev til et mægtigt rekreativt område med ørredsø.

Korporalskroen

En oase på vor færd er Korporalskroen fra 1790, en gammel landevejskro, der kom hertil, da kongemagten havde befalet, at en statsvej skulle anlægges fra Tåstrup til Køge. Kroen lå førhen ved de sandede hjulspor ude på Karlstrup Strand, men flyttede, da kunderne flyttede til den gode vej.

Under motorvejens brodæk træder vi ind i dalen Ellesmad. Her er landskabet dramatisk og det hvælvede bakkedrag var i 1. verdenskrig bedækket med skyttegrave og pigtråd for at holde fjenden stangen.

Moser omkring Karlslunde

Karlslunde Moses fredede græsningsfælled med pilekrattet i baggrunden er det perfekte sted for ophold og egne veje. Undervejs fra Korporalskroen passerer Guderne stedet, hvor Kilden i Silkemad altid sprang. En helligkilde var det vel. Borte er den, men minderne består.

Brødmosen i Karlslunde er både et kongerige for nattergale og i datiden var det egnens bedste tørveskær. Vi kommer ud til Køge Bugt ved Møllebækkens gamle udløb.

Sving nu nordpå ad stranden med sommerens leg og latter, hvor førhen fiskere og hyrder havde deres dont. Inde i villakvarteret fandtes for hundrede år siden en stor gravplads fra romersk jernalder. Af og til dukker endnu fortidsspor op af sandjorden.

Mosede Fort

Gudernes Stræde ender ved Mosede Fort, der er fra 1914. Det var denne bastion, der skulle få fjenderne til at besinde sig, så det ikke gik som i fortiden, da Venderne og Englænderne uhindret gik i land her på Karlslunde Strand.

 

Roter din telefon