Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere

Gudernes stræde er blevet til gennem samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening i Lejre, Roskilde, Solrød og Greve, De historiske foreninger i Bramsnæs, Hvalsø og Lejre, samt Lejre Kommune, Roskilde Kommune, Solrød Kommune og Greve Kommune.
Projektet er støttet økonomisk med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet, Lokale Grønne Partnerskaber og Danmarks Naturfredningsforening.
Færdselsregler: Man skal vise hensyn over for dyre- og planteliv og over for de mennesker der bor langs ruten. Bemærk at der visse steder på ruten er indskærpede færdselsregler. Disse er markeret på pælene.
Landskabet syd for Roskilde Fjord og Isefjorden udgøres først af gode jævnt bølgede dyrkningsjorder, men går snart over i det midtsjællandske dødisområde. Her smeltede isen sent og efterlod et stærkt kuperet landskab med talrige afløbsløse søer og moser.
Området afvandedes mod øst til Lejre Vig – Roskilde Fjord gennem Lejres Rende, hvis markante dal opleves tydeligst ved Abbetved.
Mod vest afvandedes dødisområdet gennem den brede Elverdamsdal til Isefjorden. I Elverdamsdalen udspringer mange kilder, der gennem årtusinder har aflejret store mængder af okker og kildekalk. Kildekalken som blev Danmarks første bygningssten – frådsten. Frådstenen kan ses i Kirke Sonnerup kirke.
Kilderne skabte tidligere grundlag for et betydeligt antal ofte meget store vandmøller, der både malede korn og var basis for tidlige industriproduktioner.
Dødislandskaberne er for det meste dækket af skov. Skovene med de fine jagtmuligheder, de frugtbare dyrkningsjorder og den korte afstand til København førte til opførelsen af mange af vore betydeligste herregårde f.eks. Ledreborg, Lindholm, Åstrup og Ryegård
I bronzealderen var området mellem bunden af Sjællands to store fjorde og Hornsherreds kyster tæt befolkede. Dette ses dels på de mange høje, dels på de mange oldtidsagre og -veje, der er bevarede i skovene. Særlig bemærkelsesværdige er mange skålgrubesten og flere helleristninger. Den fornemste er indmuret i Kirke Såby kirkes våbenhus.
Overalt findes rige fortidsspor i form af høje, dysser og jættestuer. Høje og højrækker peger på tydelige vejforbindelser mellem bunden af fjordene og op igennem Hornsherred. Særlig tydeligt ses dette f.eks. ved Præstehøje mellem Vester Såby og Kirke Såby.
Ryegård
Ryegaard er en herregård grundlagt i ca. 1200. Ryegaard var tidligere en del af stamhuset Rosenkrantz, som også ejer Trudsholm. Ryegaard har siden 1824 været familien Scheels eje.
Rye Kirke
På kirkegården findes et af landets mest usædvanlige gravminder. På bagsiden af et støbejernsmonument vidner inskriptionen ”De bleve myrdede” om dramatiske hændelser på egnen i 1800-tallet.
Kirke Sonnerup Kirke
Kirken ligger i et smukt kuperet landskab med stejle bakker, kildevæld og fugtige enge. Den nærliggende Vintremølle Å har en af Danmarks betydeligste forekomster af frådsten. Denne type sten har været brugt som bygningsmateriale til de første sjællandske stenkirker fra omkring 1100-tallet.
Trudsholm
Fundamentet til Trudsholms hovedbygning stammer fra den oprindelige bygning fra 1100-tallet, hvorimod bygningen der står i dag er rejst år 1551. Bygningen, der består af 35 rum, gennemgik en større ombygning i 1874. Trudshom ejes i dag af Johan C. R. Greve Scheel og har været i slægtens eje siden 1824.
Aastrup Gods
Nordfløjen er ældst og fra 1550erne. Slottet ligger på et dobbelt voldsted, der aldrig har haft nogen militær betydning. Det lille slots indre er meget smukt og velholdt. I riddersalen findes sjældne og velbevarede gyldenlædertapeter. Der er offentlig adgang til den smukke lille park. Slottet bebos kun af stiftsforvalteren.
Tadre Mølle
Tadre Mølle er den sidste og endnu fuldt funktionsdygtige vandmølle i Elverdamsdalen, grundlagt i 1300-tallet. Elverdamsdalens kultur og natur er i særklasse, bl.a. med herregården Aastrup, kilder og store kildekalkforekomster i møllens nærområde. På møllegården er der anlagt naturlejrplads, 1800-tals kålgård og lægeplantehave, samt smukke stier omkring møllesøen og engene
Kirke Såby Kirke
Her er det muligt at fornemme historiens lange linjer. Kirken har et af de ældste præg af menneskets kunstneriske virke, idet der i våbenhusets ydre mur findes en sten med helleristninger fra bronzealderen for 3000 år siden.