main menu
Roskilde - Gl.Lejre
Etape vandring - Længde 13 km - ruten er skiltet
Skjoldungesti pæl
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

I Roskilde går et grønt strøg fra Domkirken til havnen i form af Provstemarken og Byparken. Dette grønne strøg følges til havnen, og videre over Vikingeskibsmuseets museumsø, hvor de arbejdende værksteder rekonstruerer vikingeskibe fundet i Roskilde Fjord samt andre historiske bådtyper.

Kystlinien følges mod vest gennem havnen til Kællingehaven – et stykke vild men bynær natur i form af en strandeng, der periodevis græsses af får. I skrænterne ses køkkenmøddinger fra Stenalderen.

Turen gennem Boserup byder på gamle løvtræsbevoksninger, der om foråret byder på et tæt tæppe af anemoner, gravhøje og en storslået udsigt til Roskilde Domkirke.

Langs Kornerup Å går ruten på arealer ejet af Københavns Energi. Her foregår omfattende indvinding af drikkevand, hvilket ses af de mange boringer, der passeres undervejs. Svogerslev Sø og Kornerup Sø, der er del af å-systemet, er delvist fredede og byder udover en fin flora og fauna, på fine udsigter.

Skjoldungestierne er et netværk af stier, der alle går gennem Gl.lejre. Skjoldungestiens forgrening til Roskilde går gennem og langs skov, åer, søer og Roskilde Fjord. Undervejs passeres bl.a. Roskilde Havn med Vikingeskibsmuseet, Skt. Hans, Boserup Skov, Svogerslev Sø og Skibssætningen ved Gl. Lejre.

Roskilde Palæ

Palæet er bygget 1733-1736 af genbrugsmaterialer fra en bispegård, som lå på stedet fra omkring 1100. Palæet var overnatningssted for kongelige og adelige, som var i Roskilde. Op til Grundlovens indførelse i 1849 mødtes stænderforsamlingerne i bygningen. I 1923 blev palæet igen bispegård, da Roskilde på ny fik en biskop.

Roskilde Domkirke

Roskilde har haft en kirke fra sin grundlæggelse omkring år 1000, og fra 1022 er den domkirke. Den eksisterende teglstenskirke har haft to forgængere i frådsten. Den yngste af de to var en treskibet basilika med tvillingtårne og et kannikekloster på nordsiden af skibet.

Domkirkemuseet

Domkirkemuseet åbnede i 1995. Udstillingen belyser domkirkens historie og de aktiviteter, der har været knyttet til kirken. Den dækker en 1000årig periode fra grundlæggelsen i cirka 985 til i dag. Udstillingens udgangspunkt er Reformationen i 1536 - en skelsættende begivenhed i kirkens historie pga. skiftet fra katolsk til protestantisk tro.

På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan du opleve de fem originale vikingeskibe fra 1000-tallet og Havhingsten fra Glendalough. Du får aktivitet og historie, atmosfære og et smukt havnemiljø med rekonstruktioner og efterkommere af vikingeskibe, som du kan komme ud at sejle i.

Vikingeskibsmuseet

På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kan du opleve de fem originale vikingeskibe fra 1000-tallet og Havhingsten fra Glendalough. Du får aktivitet og historie, atmosfære og et smukt havnemiljø med rekonstruktioner og efterkommere af vikingeskibe, som du kan komme ud at sejle i.

Boserup Skov

Boserup Skov er kendt for sin enestående forårsflora. I løvskoven ses om foråret bl.a. hvide og gule anemoner og et stort antal lærkesporer. På skrænterne ved fjorden under forblæste bøge ses blå anemoner og hulkravet kodriver. En mindre del af skoven ud mod Boserupvej drives som stævningsskov.

Dømmesmose

I nordkanten af Svogerslev ligger den langstrakte mose Dømmesmose. Mosen er vanddækket det meste af året, og er et af de bedste levesteder omkring Roskilde for spidssnudet og butsnudet frø.

Enge og orkidéer

Enge langs åer er på Sjælland oftest drænede og opdyrkede. Her er engene bevaret og afgræsses. I forsommeren lyser engene violet af store mængder af orkidéerne maj-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt.

Skibssætningen i Lejre

På den østlige side af Lejre å ligger gravhøjen Grydehøj, som rummer en stormandsbegravelse fra yngre jernalder, og som er samtidig med hallen ved Fredshøj. Her ligger også rester af flere Skibssætninger. Under skibssætningerne er fundet over 50 grave fra vikingetiden, som er samtidige med Lejrehallen.

Lejre Museum

Ved Gl.Lejre er fundet mange spor fra fortiden, der vidner om områdets store betydning i jernalder og vikingetid. Udstillingen på Lejre Museum, der åbnede i 2003, er tilrettelagt i samarbejde med kunstnerne Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes. Kunstnerne har bidraget med værker inspireret af områdets kulturhistorie.

Roter din telefon