main menu
Vigersted - Hvalsø
Etape cykling - Længde 24 km - ruten er ikke skiltet
Kalkmalerier i Vigersted kirke
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Vigersted Kirke har en overdådig udsmykning med kalkmalerier. Munkevejen følger smalle veje fra landsby til landsby. Ved herregården Skjoldenæsholm er der en smuk park. Ruten går gennem de store Bistrupskove, som drives naturnært med mange værdifulde naturområder. Her er også spor af Christian d. IVs kongevej. En stor oplevelse.

Vigersted Kirke

I Vigersted kirke er der mulighed for at se velbevarede kalkmalerier. Her er Sct. Nicolaus, de søfarende og svages beskytter, afbilledet på loftet. Sct. Nicolaus er også kendt som den gavmilde og glade giver; julemanden. Han har selskab af mange andre historiske personer på de velbevarede kalkmalerier.

Fra Vigersted forlader man tunneldalen med Vigersdal Å og ruten fortsætter mod nord. Her er det dødislandskabet med markante bakker og søer, som dominerer. Fremme i Jystrup hæver den hvidkalkede kirke sig på bakketoppen over byen. Siden passeres Valsølille Kirke.

Skjoldenæsholm

Fra Jystrup går ruten syd om Valsølille sø, hvor borgen Skjoldenæs lå i 1348 da Valdemar Atterdag regerede landet. Det oprindelige Skjoldenæs blev nedrevet i 1600-tallet og herregården erstattet af et nyt bygningskompleks længere mod nord.

Bygningerne er opført ad flere omgange. Den fremstår i dag som et smukt eksempel på neoklassisk arkitektur. Det er det Skjoldenæsholm, man ser i dag. Nær hovedbygningen findes golfbane. Der er restaurant i golfhuset. 

Skjoldenæs borgbanke er også et besøg værd. Der udføres naturpleje på området ved afgræsning med kvæg. Dyrene er publikumsvenlige. Den oprindelig sø er genskabt og rummer et rigt fugleliv, der let kan iagttages.  

Skjoldenæsholm Skov

Fra Skjoldenæsholm fører Munkevejen mod vest om de store skovområder ved Skjoldenæsholm. Inde i skoven ligger Gyldenløves høj, som med 126 m er Sjællands næsthøjeste punkt.

Christian den IV’s private kongevej fra Roskilde til Haraldsted går gennem Skjoldenæsholm skov. I dag må alle færdes på den brolagte kongevej. Men på Chr. IV’s tid var vejen forbeholdt kongen og statsmagten. Strenge straffe fik de bønder, som begav sig ind på vejen.

Bistrupskovene

Turen går nordpå gennem Bistrupskovene. De tilhørte indtil reformationen i 1536 bispestolen i Roskilde. Bispen ejede og boede på Bistrupgård vest for Roskilde. Bistrupgård gods omfattede både store skove og mange landsbyer og gårde på hele Sjælland. Ved reformationen i 1536 overtog kongemagten kirkens gods. Noget af godset blev givet til adelen - især til repræsentanter for den nye kongetro adel. Efter Svenske krigene i 1600-tallet blev noget af godset givet til byen København. Kong Frederik 3. skyldte mange københavnere penge efter krigene. Det siges dog, at københavnerne fik skovene for troskab og udholdenhed under Københavns belejring.

Skovene er i dag statsskov og bliver drevet meget naturnært. På turen gennem skoven passerer man store naturområder inden i skovene, både søer, våde enge og moser, tørre overdrev og gamle tørvemoser. De holdes lysåbne af hensyn til de spændende og sjældne eller truede plantearter, der kan findes her.

 Hele vejen gennem skoven kører man på gode skovveje, undtagen et lille stykke af Valdemarsvejen ved Ravnsholte, hvor det er sikrest at trække cyklen ca. 200 meter. I skoven lever og yngler sortspætten, og der lever adskillige grævlinge rundt om i skoven. Læs mere under seværdigheder, hvor skoven er mere detaljeret beskrevet.

Roter din telefon