main menu
Sigersted kirke - Vigersted kirke
Etape cykling - Længde 25 km - ruten er ikke skiltet
Ringsted - byen med de røde tage.
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Den højt beliggende Sigersted kirke giver et overblik over egen. Ringsted ses som "byen med de røde tage". I Sct. Bendts Kirke er bisat flere danske konger. Ved Haraldsted ses ruinen af den hellige Knud Lavards Kapel - et mål for middelalderens pligrimme.

Ringsted by

På vej mod Skellerød er der den smukkeste udsigt over Ringsted by. Ringsted kaldes: Byen med de røde tage. Sct. Bendts kirke rejser sig midt i det røde med sine grønne kobbertage. Til højre for kirken ses det lysegule vandtårn med rød teglstenshat. Fra efterkrigstiden rager Dampmøllen og grovvareselskabet Chr. Petersens siloer op. Fra Skellerød går det mod Torpet, og herefter åbner ådalen sig med det slyngede å-løb.

Afstandene er ikke store i Ringsteds centrum. Der er mulighed for at slentre lidt i strøggaderne, og på vejen f.eks. se vandtårnet ? på bagsiden er Ringsteds middelalderlige segl nemlig malet med jomfru Maria og Jesus-barnet, Knud Lavard, Erik Plovpenning (med krone) og Sct. Benedictinus (knælende). Den katolske kirke med navnet Sct. Knuds Kirke er her også. Kirken blev indviet i marts 1907 til både Kong Knud den Hellige og til den hellige hertug Knud Lavard.

Den helt store attraktion i byen er dog Sct. Bendts Kirke. Den har både været vidne til skrinlæggelsen af Ringsteds lokale helgen Knud Lavard og til indførelsen af arvekongedømmet i Danmark. Her på Sjællands Ting vedtog Valdemarerne og landets stormænd den nationale politik. Det var her, at de aftalte nye togter mod venderne; de frygtede sørøvere fra den anden side af Østersøen.

Sct. Bendts Kirke var oprindelig kirke for Ringsted Kloster. Klosteret var bygget ud i et kompleks omkring kirken. Gårdspladsen var, hvor den Bügelske gravplads nu ligger.

Klosteret er grundlagt før Valdemar den Stores tid, men fik sin glansperiode under denne driftige konge. Klosteret var et benediktiner- eller sortebrødrekloster. Sct. Benedictus ses den dag i dag i Ringsteds byvåben og logo.

Knud Lavards Kapel

Tag Nørregade og derefter Holbækvejen ud af byen igen. Krucifikserne langs Holbækvej ca. 4 km nord for Ringsted, markerer valfartsruten fra Sct. Bendts kirke til Knud Lavards kapel.

På vej mod Haraldsted passeres badestedet ved Haraldsted Sø, hvor der er mulighed for en forfriskende dukkert.

I Haraldsted kommer Ringsteds spændende middelalderhistorie igen til live. Her findes tomten af den hellige Knud Lavards kapel. Det skulle efter sigende ligge, hvor hans sidste timer udspandt sig inden, at han blev brutalt myrdet. Steder vidner om den helgenkult, der blomstrede op efter ham.

Ridebanen

Ved Haraldsted Sø ligger nogle mystiske jordvolde. Lokalbefolkningen har døbt dem Ridebanen eller Riddervoldene. Et gammelt sagn fortæller, at pladsen brugtes som træningsbane af spøgelsesriddere på heste med ildflammer ud af næseborene. I virkeligheden er der tale om et anlæg fra jernalderen. I middelalderen afløstes Ridebanen af en borg eller et gods ved navn Valsøgård. Godset var anlagt nær ved Ridebanen på en pynt, der stikker ud i Haraldsted sø.

Sidste stop på etapen er Vigersted Kirke, hvor man igen kan følge i pilgrimmenes fodspor.

Roter din telefon