main menu
Stubbekøbing - Tøvelde
Etape cykling - Længde 32 km - ruten er ikke skiltet
Nordskibet - Fanefjord Kirke
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Efter sejlturen over Grønsund går etapen via Bogø til Møn. Her venter Fanefjord Kirke. Kirken rummer spændende kalkmalerier og har en fantastisk beliggenhed. Tæt på kirken ligger Grønsalen, Danmarks længste langdysse. Etapen går herfra gennem Fanefjordskoven og langs kysten. Etapen ender ved Tøvelde, hvor der er udsigt over Stege Nor.

Fanefjord kirke

Fanefjord Kirke ligger i den inderste vig af Fanefjord og er den yngste af de middelalderlige stenkirker på Møn fra omkring år 1300. Kirken har en imponerende udsmykning af kalkmalerier skabt af ’Elmelundemesteren’ omkring år 1500. Kalkmalerierne er en af de kendteste og mest omfattende danske kirkeudsmykninger fra middelalderen og renæssancen.

Grønsalen

Grønsalen, Grønjægers Høj eller Grønjæger og Fanes Sal er en af Danmarks længste langdysser fra bondestenalderen ca. 3.500 f. Kr. Den monumentale høj ligger fantastisk flot i landskabet lige syd for Fanefjord Kirke og øst for den lavvandede Fanefjord.

Den 102 meter lange, 13 meter bredde og indtil 2 meter høje, øst-vest orienterede langdysse indeholder 3 gravkamre, hvoraf kun det vestligste er intakt og urørt med en stor lys dæksten. Højen blev frivilligt fredet allerede i 1831.

Det er sagnkongen Kong Grøn / Grønjæger, som har givet langdyssen sit navn. Fane var Kong Grøns hustru, som har givet navn til Fanefjord. Grøn herskede dengang over det vestlige Møn, modsat Klintekongen som besat det østlige Møn. Både Kong Grøn og Fane skulle være begravet i langdyssen - Fane i det vestlige gravkammer som stadig forsegles af en stor dæksten. Kong Grøn var en stor kriger og sagnet fortæller, at han engang dræbte syv kæmper i Østerskoven på Bogø.

Nr. Frenderup jættestue

Af Møns mange flotte storstensgrave fra bondestenalderen kender kun de færreste den flotte og velbevarede jættestue ved Nr. Frenderup, som i 1853 blev udgravet af Nationalmuseet og opfølgende restaureret i 1974. Jættestuen ligger smukt i Møns bakkede morænelandskab og med en flot udsigt især til Hvideklint ved Østersøen ca. 3 km. mod sydøst.

Da jættestuen blev opført for omkring 5.200 år siden var størstedelen af landskabet skovklædt. Det som særligt udmærker Nr. Frenderup jættestuen er dens meget velbevarede 9 x 2 meter store nordøst - sydvest orienterede gravkammer, som ligger helt indesluttet i en forseglende og beskyttende jordhøj. Udefra ses kun åbningen af den sydøst-vendte 7 meter lange kammergang, hvor igennem man får adgang til graven. Husk lygte.

Roter din telefon