main menu
Fabjerg - Spor i Landskabet rød rute
Rundtur cykling - Længde 13 km - ruten er skiltet
Fabjerg Kirke med gravhøjen
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Ruten går fra Fabjerg mod syd til isens Hovedopholdslinje, oldtidsvejen, kirken og den nordlige del af Klosterheden

Hovedopholdslinjen

Hovedopholdslinjen er der, hvor isen nåede til under den sidste istid (Weichsel istiden). For 21-23.000 år siden, under det såkaldte hovedfremstød, befandt isranden sig i dette område. Grænsen for isens fremmarch kan endnu i dag følges i landskabet. Der er stor forskel på, hvordan Hovedopholdslinjen tager sig ud i landskabet. Nogle steder falder den helt sammen med det omkringliggende landskab. Andre steder ses den som en lav men tydelig ryg i overgangen mellem småbakkede dødislandskab og den flade smeltevandsslette.
Ved Fabjergkirkevej ses en del af hovedopholdslinjen som en svag bakkeryg og ellers som en skrånende overgang mellem dødislandskabet mod nord og smeltevandssletten mod syd. Slugten på begge sider af vejen her er skabt i forbindelse med afsmeltning og afløb fra isen.

 

Kirken og højen

Fabjerg Kirke er opført i 1100-tallet, og er en af de 51 såkaldte kvadrestenskirker i geoparken. Kvadresten er tilhuggede sten, der ofte blev fundet i landskabet rundt om kirken, og som var ført her til med isen under sidste istid. Der gik op til 2.000 sten til en kirke.
Kirken er opført ved Oldtidsvejen på linje med de mange gravhøje. Ifølge et gammelt sagn er kirken bygget af en forvist engelsk prinsesse. Hendes hedenske søster byggede til gengæld gravhøjen, men kirken stod først færdig. Det gav navn til sognet, at kirken blev færdig før højen – Fa- (=før) bjerg (=høj).
En anden og mere sandsynlig udlægning er, at Fa er et gammelt udtryk for indhegning og bjerg betyder højtliggende. Her lå altså i oldtiden en vigtig kreaturindhegning, hvor der senere kom huse til og derefter kom kirken.

 

Oldtidsvejen

Oldtidsvejen løber fra Vestkysten til Viborg og er markeret af en række gravhøje fra sten- og bronzealderen. 560 gravhøje er synlige, og der er fundet spor af op mod 1.300 overpløjede gravhøje samt rester af gamle hulveje. Oldtidsvejen følger isens Hovedopholdslinje og afspejler at her var det naturlige vandskel, så man ikke skulle krydse så mange vandløb. Landskabet har samtidig passet oldtidsfolket godt, fordi jordbunden her består af lerblandet sand, som har været rimelig frugtbar og let at bearbejde med den primitive plov, arden. Mod nord ligger de tunge og stive lerjorde, som var svære at opdyrke, og mod syd ligger de magre hedesletter. Her har man placeret gravhøjene højt i landskabet som tydelige landmærker, som de rejsende har navigeret efter for at finde vadestederne. I bronzealderen var der omfattende handel ad søvejen, og man mener, at der var en landingsplads på Vestkysten, hvorfra man har handlet med tin fra England, som blev brugt til at lave bronze.

Roter din telefon