main menu
Køng Overdrev - Hanebjerggård
Etape vandring - Længde 13 km - ruten er skiltet
Den nyrestaurerede Månehøj
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Turen går ud på Svinø, hvor den nyrestaurerede gravhøj Månehøj kan opleves. I Svinø By ligger Svinø Kirke med mindelund for soldater fra 2. verdenskrig. Gå forbi Avnø og Avnø Pumpestation og videre langs Muldvig, hvor der er vid udsigt over Avnø Fjord.

Køng Sogns Naturstier. I dette område findes Danmarks længste "Spor i landskabet" nemlig Køng Sogn Natursti, som rummer ikke mindre end 7 forskellige ruter over Avnø og Svinø. Her følges nogle af ruterne. I gule folderkasser findes særskilte foldere om Køng Sogns Naturstier. På naturstierne må der gerne rides.

Køng Museer. Der kan tages en afstikker på ca. 3 km til Køng Museer, som ligger på Bygaden i Køng.

I 1774 byggede Niels Ryberg et fabriksanlæg til fremstilling af hørtekstiler i Køng. I museet, som har til huse i fabrikkens administrationsbygning Gl. Øbjerggård, er der en udstilling om fabrikkens historie samt særudstillinger. Køng Museer har åbent alle dage 10-16. Kaffe og kage kan købes.

Månehøj. På turen ud mod Svinø ses lidt før landsbyen Svinøvester, gravhøjen Månehøj. Den næsten 5.200 år gamle gravsætning er i 2004 på foranledning af lokale landmænd blevet restaureret. Nationalmuseet har stået for restaureringen, og gravhøjen er nu åben for offentligheden. Gravsætningen er en tvillingejættestue med to kamre, som er adskilt fra hinanden med en stenvæg. Hvert gravkammer har sin egen indgang.

Dybsø Fjord. Lidt nord for den afmærkede rute ligger Nørre Strand, hvorfra udsigten over Dybsø Fjord kan nydes. Nørre Strand ligger i den nordlige ende af Svinøvestervej, som kan følges fra Månehøj.

Der kan ad Dybsøvejen tages en afstikker ud til det yderste Svinø, hvor der findes en hyggelig bådplads. Her er flotte udsigter til Dybsø, havet, strandeng og overdrev. Med held ses marsvin. I klinten ses digesvaler.

Svinø har sit navn efter den lille hval: marsvinet, der tidligere forekom i stort tal i området. Marsvinene blev drevet ind imellem de to øer og fanget. I dag er marsvinet fåtallig i området, men i svag fremgang.

Svinø Kirke. Fra selve ruten er der ca. 100 meter til Svinø Kirke. Kirken er opført år 1900, men bygget som en traditionel landsbykirke fra middelalderen. Den blev bygget på foranledning af lokale. Trods et befolkningsgrundlag på kun ca. 250 blev halvdelen af byggeomkostningerne indsamlet blandt lokalbefolkningen. På kirkens nordside findes en mindelund med gravminder for allierede flyvere fra 2. verdenskrig.

Avnø. Nord for Avnø går ruten gennem folde med kvæg. Kvæget udfører med deres græsning naturpleje på Avnø. Husk at lukke foldene når du går igennem! Ruten går ikke helt ud på Avnø, men det er en oplevelse at fortsætte på egen hånd ud på halvøen, hvor der er afmærkedede ruter. Avnø er en fredet halvø, der tidligere var område for militærets flyverskole. Arealet er nu statsejet, og bygninger blev indviet som naturcenter i maj 2004, Avnø Naturcenter. Det åbne landskab ved fjorden tiltrækker mange fugle i yngletiden og på træk. I fjorden yngler den spættede sæl, og i vandhullerne yngler sjældne paddearter.

Avnø Pumpestation. Pumpestationen fra 1930 holder det lave bagland afvandet. Før pumpestationen blev etableret, var hele det lave område fra kysten ved pumpestationen og tre kilometer ind i landet oversvømmet.

Fra pumpestationen fortsættes der langs kystskrænten ved Muldvig. På skræntens højeste punkt er der vid udsigt over Avnø Fjord og over det bagvedliggende landskab. Videre går turen ad Fjordgårdsvej og forbi Fjordgården. Her kan opleves vildsvineopdræt på friland. Husk at holde afstand - og undlad at fodre svinene!

Hanebjerggård. Der sluttes ved Hanebjerggård, hvor der er smukt udsyn over fjorden. Omkring Hanebjerggård er der et rigt dyreliv, som der skal vises hensyn til.

 

Data er kvalitetssikret

Roter din telefon