main menu
Hanebjerggård - Ore Strand
Etape vandring - Længde 11 km - ruten er skiltet
Knudshoved Odde
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!
På overnatningspladsen Hanebjerggård er multtoilet og shelter opsat.
Her opleves et landbrugslandskab med mindre gårde. Tag en afstikker på egen hånd ud på Knudshoved Odde og oplev den storslåede natur og de mange gravhøje. Godset Rosenfeldt startedes opført i 1776-1777, den nuværende hovedbygning er fra 1868. På strandområdet på Ore står et fint fredet fyrtårn.

Fuglebækken
I det kystnære landbrugslandskab krydses Fuglebækken, der er en afvandingskanal fra 1930. Fuglebækken er på et tidspunkt blevet udvidet og afvander nu et meget stort område, bl.a. Køng Mose, Lundby Mose, Sværdborg Mose og et større område syd for Lundby.

Knudshoved Odde
Fra digerne i sommerhusområdet Næs-Skaverup Strand, er der en fantastisk udsigt over Avnø Fjord og til Knudshoved Odde. Selv om turen ikke går ud på Knudshoved Odde, er naturen på odden bestemt et besøg værd. Vejen ud til Draget er en sandet markvej. Der er også en sti langs sydsiden af Odden fra Knudsskov og ud. På Knudshoved er der en central sti/markvej, men der er også mulighed for at gå langs syd- eller nordsiden.

Knudsskov er en kystskov med små, idylliske skovsøer. Skoven, der mod nord og syd når ud til en noget stenet strand, er egeblandingsskov.

Efter skoven ses den åbne del af den fredede Knudshoved Odde. Kysten på odden er meget varieret med bugter, vige, næs og klinter. Videre fremme ses den smalle sandtange Draget, som er en flot stenet kyststrækning med mange vadefugle, ænder og terner.

Området efter Draget er et stort gammelt græsningsoverdrev med krat af slåen, roser og brombær, afbrudt af smålunde, enge, strandrørsumpe og vandhuller. På overdrevet græsser en flok Galloway-kvæg.

På odden ses og høres i forsommeren den grønne frø og den sjældne klokkefrø. Derudover findes den ligeledes sjældne løgfrø og springfrøen. Der er gjort et stort arbejde for at forbedre klokkefrøens levesteder, så den ikke uddør. Husk at alle frøer er totalt fredede og ikke må indsamles.

Der er et væld af planter, især på den yderste del af odden samt mange sommerfugle. Fuglelivet er meget alsidigt. I de levende hegn findes mange småfugle, og langs kysten ses strandskader, måger, præstekraver, rødben, skalleslugere og edderfugle. I klinterne yngler digesvaler. Med held ses også sæler. 

Rosenfeldt Gods
På Rosenfeldt opførtes i 1776-77 et storstilet avlsgårdsanlæg. Det er et ottekantet barokkompleks inspireret af bl.a. Amalienborg Slotsplads i København. Bygningerne fremstår i rødt puds og prydes af gule klassicistiske pilastre. I 1868 opførtes den nuværende hovedbygning.

Rosenfeldt Gods er i dag et moderne produktionslandbrug med 1.600 ha landbrugsjord, 450 ha skov og 250 ha overdrev, strand, veje, huse m.m. Rosenfeldt dyrker bl.a. mange gulerødder.

Ore Fyrtårn
Nord for campingpladsen på Ore findes et fredet fyrtårn. Fyrtårnet er fra 1895 og blev fredet af Kulturarvsstyrelsen i 2002 på grund af de kulturhistoriske værdier. Det 13 meter høje tårn, som rummer et vinkelfyr, er et velbevaret eksempel på et af de mange vinkel- og ledefyr, der blev opført i perioden fra 1870 til 1930. Ore Fyr og Orehoved Fyr på hver side af Masnedsund indgår i en navigationsmæssig sammenhæng. Begge fyr er eksempler på beton, anvendt ved konstruktion af hele bygninger, en konstruktionsmåde, som ellers først blev udbredt efter 1900. Fyret er støbt på stedet, med synlige aftegninger af vandret bræddeforskalling på facaderne.

 

Data er kvalitetssikret

Roter din telefon