main menu
Oddesund Nord
Rundtur vandring - Længde 3,2 km - ruten er ikke skiltet
copyright Lemvig svæveflyveklub
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Ruten på Oddesund Nord tager dig på en tur igennem et landskab med spændende natur, kulturhistorie og landskabsdannelse. Ruten kan startes flere steder, men det anbefales at starte ved Oddesundtårnet, hvor der er parkeringspladser og mulighed for at få en introduktion til området. Undervejs går stien gennem en fold, hvor der i dele af året er kvæg, som er med til at pleje naturen på strandengen. Hunde kan medbringes på ruten, når blot de er i snor. Ruten er afmærket med pæle og gul afmærkning og er ikke egnet for gangbesværede. Store dele af ruten er en trampesti, og praktisk fodtøj anbefales, da der kan være våde områder. Undervejs er der 5 informationstavler, der beskriver den lokale geologi, natur og kulturhistorie.

Oddesund er et smalt farvand og kystområde nord for Struer med to markante odder, der strækker sig mod hinanden fra hhv. syd og nordvest. De to odder adskilles af det smalle Oddesund, som kun er ca. 400 m bredt. Udover de to store odder indeholder området andre karakteristiske kystformer og natur som strandvolde, strandsøer, strandenge og skov.

Overfarten ved Oddesund har eksisteret i mange år og har knyttet de to landsdele sammen med færger drevet først med rokraft og siden med motor, og i 1938 blev broen indviet. Overfarten har været en navlestreng i handlen med kreaturer til Holland, Tyskland og England. I perioden fra tidlig middelalder og frem til 1825 var tangen ved Agger lukket mod Nordsøen og en stor del af færdslen mellem nord og syd gik denne vej, men da havet brød igennem tangen ved det nuværende Thyborøn i 1825 fik Oddesundforbindelsen større værdi.

Oddesund rummer også fortællingen om Æ Skawmand – manden i skabet. Æ Skawmand kom til Oddesund i 1914 med et stort klædeskab, som han boede i. Når skabet stod op, kunne han stå i læ i det eller lave mad. Når han skulle sove, lagde han skabet ned. Efter 24 år byggede han et lille skur uden om skabet og i 1954 byggede sognerådet et lille murstenshus til ham, hvor han boede til sin død i 1956.

Under 1. verdenskrig blev der bygget den såkaldte ’Limfjordsstilling’, som var en forsvarsstilling, bag hvilken danske tropper kunne trække sig tilbage i tilfælde af et tysk angreb op gennem Jylland. Der er stadig rester tilbage på Oddesund af denne forsvarsstilling. Tidligt under 2. verdenskrig blev der bygget et støttepunkt ved Oddesund til det tyske forsvar af broen og de meget vigtige jernbane- og vejforbindelser. Anlægget er delt op i et luftforsvar og et landforsvar med i alt 24 bunkers.

Bunkerne bliver i dag drevet af en lokal forening ved navn Regelbau 411, der har omdannet nogle af bunkerne til museer med skiftende udstillinger.


Roter din telefon