Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere

Sporet ved Skarrildhus
Spor i Landskabet er trampestier, der over hele landet, giver adgang til områder, som ellers ikke er tilgængelige for offentligheden. En folder om sporet findes i folderkassen ved sporets start eller kan downloades på www.spor.dk. Nedenfor kan du læse mere om hvad du kan se på denne rute.
Sporet ved Skarrildhus ligger ca. 6 km nordøst for Sdr. Felding og syd for landsbyen Skarrild. Den afmærkede rute er knap 4 km. God tur!
Skoven ved Skarrildhus
Skarrildhus/Clasonsborgs samlede tilliggende på 486 ha er en smuk blanding af enge, hedearealer, plantager og nyplantet skov. Den meget varierede bevoksning giver et rigt fugle- og dyreliv. Kombinationen af tæt og spredt beplantning, hedeland og vådområder giver fine levevilkår for flora og fauna. Og samtidig giver kombinationen gode muligheder for oplevelser i den smukke natur. Skarrildhus/Clasonsborgs jorde drives som en skovejendom, der skal give udbytte på både kort og lang sigt. Fiskeriet i åen er lejet ud. Uden disse lejeindtægter ville den daglige drift give stort underskud. Det skal understreges, at den tilplantning, der finder sted i dag, skal klares ud fra den daglige drift. Og de træer, vi planter i dag vil først være tjenlige til brug om to-tre generationer.
Tilplantning
Efter tabet af Sønderjylland i 1864 startede en folkebevægelse for opdyrkning af den jyske hede med initiativtageren Dalgas’ motto: "Hvad udad tabtes skal indad vindes". Nøgleordene var: engvanding, mergling, læbælter, dræning, plantager.
I begyndelsen blev der plantet nåletræer med bjergfyr som første generation. De seneste årtier har dog vist, at også løvtræer klarer sig ganske godt i den sure og magre hedejord. Det giver en mere varieret plantage, hvor træerne løbende skiftes ud gennem skovning.
Bistader
Bistaderne ved sporet er opstablingsstader. Der produceres en kraftig smagende honning af engens og skovens blomster og pollen.
Hedelandet
Sporet følger kanten af et lille lyngklædte hedeområde. Grunden under heden opstod som sandede smeltevandsflader under sidste istid. En gang var hederne bevokset med skov. Men rydning til produktion af bl.a. trækul og efterfølgende hård afgræsning betød, at hedelyng og revling kunne etablere sig i den næringsfattige jord. Hedelyngen bliver kun ca. 25 år gammel, så hvis den ikke bliver klippet eller afbrændt, vil den blive kvalt af revling og bølget bunke.
Afgræsning
Engene er opstået ved lang tids høslæt og afgræsning. Ådalens enge var tidligere af afgørende betydning for landbruget. Åvandet overskyllede de lavtliggende arealer og gav næring til frodige græsgange og vinterfoder i form af hø til gårdenes kreaturer, får og heste. Ved åen er der vådområder, som har stor betydning for fugle, padder og sommerfugle. Og uden afgræsning vil engene på få år vokse til med fyr, gyvel og tjørn samt andre træer og buske. Afgræsning er derfor i dag i høj grad også naturpleje.
Skjern Å
Her fra kanten af dalen er det meget tydeligt, at åen er aldeles ureguleret. Den slynger sig i den brede ådal med bugtninger, som hele tiden er under forandring. Åens vand gnaver sand af skrænten i ydersiden af slynget for så ved næste slyng at aflejre materialet på indersiden. Årtiers erosion og genopbygning kan tydeligt ses i engen. Der er afsnørede åslyngninger, og der er øer, som dannes og forsvinder. Skjern Å er Danmarks mest vandrige vandløb. Den udspringer i Tinnet Krat ved Tørring, få hundrede meter vest for Gudenåens udspring i samme krat. Skjern Å har udløb i Ringkøbing Fjord.
Myremalm
I brinken ved Skjern Å er der slagger fra middelalderens udvinding af jern. Igennem mange hundrede år har indbyggerne i Vestjylland udvundet jern af den faste myremalm, som ligger i faste bænke i et spadestiks dybde. Myremalm er dannet efter istiden ved forvitring af moræneaflejringernes jernholdige mineraler. Myremalm blev brugt som bygningsmateriale i mange kirker og huse. I malmen er der 35-45 vægtprocent jern.
Landbruget omkring Skarrildhus
Skarrildhus/Clasonsborgs skove og heder er omgivet af naboernes intensivt drevne marker. De hører til landbrug med specialiserede produktioner med kvæg eller svin og et tilhørende markbrug. Typiske afgrøder på egnens marker er byg, hvede, kartofler, græs til afgræsning og ensilage. Byg bruges til dyrefoder og ølfremstilling, hvede bruges til dyrefoder og hvedemel. Kartofler bruges til mange forskellige ting, f.eks. chips, kartoffelmel og kartoffelstivelse.
Egnens kvægbrugere har i sommerhalvåret kreaturer på græs på eng- og overdrevsarealer. På markerne kan man se eller finde spor efter de rådyr og krondyr, som også holder til i området.
Fuglelivet i området
I skoven kan man høre og se mange forskellige fugle: solsort, sangdrossel, dompap, musvit, blåmejse, sumpmejse, bogfinke, grønirisk, gærdesmutte, fuglekonge, gransanger, løvsanger, havesanger, skovdue, skovskade og stor flagspætte.
På de åbne strækninger kan man møde gulspurv, hvid vipstjært, sanglærke, landsvale, vibe og skovpiber. Der ses jævnligt overflyvende fiskehejrer og musvåger.