main menu
Rørvig - Nakke
Rundtur vandring - Længde 7 km - ruten er ikke skiltet
Bystævnet i Rørvig. I midten en sten med skåltegn
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

Turen er omtalt i "Vandringer i Odsherred" og indtegnet på det medfølgende kort.

"To landsbyer - samme sjæl" Historien og landskabet, fjorden og kirken har gennem tiden forbundet Rørvig og Nakke. Hver især har autenticiteten i behold. Nyd bygningerne, deres historier og ikke mindst landsbyernes sjæl på denne tur.

Rørvig

Rørvig blev først udskiftet i 1801. De 22 bønder under krongodset ønskede imidlertid ikke udflytning af gårdene, men ville fortsat kunne dyrke jorderne i en slags fællesskab, da de også havde en god indtægt på sejlads over fjorden og anden søfart. Der blev dog taget jord fra til skolen og 36 husmænd. Denne bystruktur afspejler sig stadig i den gamle bydel med de mange stråtækte gårde og huse samlet langs krogede gader og stræder. Kun gadekæret mangler i dette bybillede. På trods af Rørvigs placering, var der kun ganske få fiskere i byen. Lodsdriften og anden søfart var den dominerende beskæftigelse sammen med landbruget. Rørvig havde siden 1680 været toldstedet for al fjordhandel frem til 1845, hvor byen kun var et lokalt toldsted, dog også med ansvaret for lodsvirksomheden i Isefjorden. I 1820 blev havnen etableret i forbindelse med toldernes anløbsmole. Indtil da havde al fiskeri udgået fra stranden i små både.

 

Bystævne for bønder og husmænd

Bystævnet i Rørvig blev flittigt brugt. Bønderne og husmændene holdt deres møder, og der var god tradition for at hjælpe hinanden med større projekter, som udkørsel af mødding på markerne, lerklining af huse m.m.

Bystævnet er intakt. Den midterste sten var ”bymandens sten”, og her blev tildelte bøder erlagt. Stenen indeholder desuden en del skåltegn fra bronzealderen – hvor mange kan du finde?

 

Kunstnere og landliggere

Rørvig by har siden slutningen af 1800-tallet huset mange kunstnere. De opsøgte naturen, miljøet ved havet og det særlige lys – som på Skagen. Blandt malerne var Vilhelm Kyhn, Hans Nicolai Hansen og Siegumfeldt gæster på Lodsoldermandsgården, mens N.P.Mols og digterne Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann og Sofus Bauditz boede andre steder i byen. Lodsoldermandsgården fra 1682 er byens ældste hus og fredet, og har gennem tiden været et naturligt samlingspunkt i byen. I 1994 blev Lodsoldermandsgården indrettet som restaurant og hotel.

 

Rørvig Mølle

I 1842 fik mølleren i Rørvig lov til at nedlægge den gamle utidssvarende mølle og tilladelse til at opføre en hollandsk mølle, som var langt mere effektiv end de gamle danske stubmøller og lermøller. Mølleren opkøbte også sognets to tilbageværende lermøller og nedlagde dem, til fordel for sin egen møllevirksomhed.

Møllen har været i drift frem til 1924, i de sidste år dog kun brugt til formaling af foder. I 1928 tilskødes møllen ”Foreningen til værn om Rørvig sogns Naturskønhed” med servitutten ”må ikke nedrives, beskadiges eller forandres”. Rørvig mølle er i dag næsten funktionsdygtig uden dog at have de fornødne aksler til at drive de tre kværne: skallekværn, melkværn og brækkværn.

 

Nakke By

 - er en meget stor landsby med 21 gårde. Ved udskiftningen i 1798 blev 13 gårde blev flyttet ud af byen, fire af kronens gårde nedlagt, og på denne jord blev der etableret 16 husmandslodder. Byen virker alligevel meget tæt bebygget. Her ligger stadig bygningerne til de funktioner, som landsbyen havde op igennem 1900-tallet: skole, mejeri, købmandsgård, fattiggård og to smedjer.

Købmandsgården og mejeriet, som kom til i 1800-tallet, ligger over for hinanden, og deres oprindelige formål fremstår stadig tydeligt. Nakkes ældste smedje var i brug frem til 1918, og bygningen ses endnu. Galbuen, som er identisk med den gamle fægang, fører ned til byens enge og anløbssted før inddæmningen af Hov Vig.

 

Rytterskolen

Nakke hørte under et af kronens 12 rytterdistrikter, og under kong Frederik den 4. blev der oprettet såkaldte rytterskoler. Skolen, som var en almindelig børneskole, blev oprettet i 1735, og degnen i Rørvig blev ansvarlig for undervisningen. Undervisningen på disse skoler blev ofte forestået af personer uden den fornødne kompetence og var under tilsyn af provsten.

 

Fattighuset

I byen ligger et fattighus, som i matriklen fra 1688 benævnes ”Et lidet hospital for fattige”.  Det er opført efter Danske Lovs påbud om indretning af fattighuse. Huset er i dag nænsomt restaureret. Dengang var alle med til at yde bidrag til sognets fattige, desuden samlede kirken ind. Det fælles ansvar for de svageste ses også på andre måder: I 1700- tallet opgjorde man skattemandtal og registrerede, hvem der havde gamle, sygelige eller andre i forsorg og lempede skatten for dem.

 

Bønder og fiskere

Mens Rørvigboerne lagde stadigt mere vægt på skibsfart end fiskeri, nød Nakkes borgere godt af det gode fiskeri i Hov Vig, før inddæmningen. De afsatte fisk og landbrugsvarer helt ind til Holbæk og Roskilde - udenom fortoldningen. Fiskeriets betydning for Nakkes borgere kan ses på fæsteafgiften til Dragsholm gods: Den afregnedes delvist i fladfisk.

 

Roter din telefon