main menu
Kattegatkyst Vest - Nykøbing - Lumsås
Andre ruter vandring - Længde 15 km - ruten er ikke skiltet
Martinuscentrets feriehuse ved Klint
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Forbindelsesetape mellem Sjællandsleden og Fjordstien. Her møder du en af Odsherreds mest uforudsigelige kyster afhængig af havets luner. Turen byder også på forsteninger, smukke blomster og en stædig skov.

Kattegatkysten

Den meget stærke, østgående strøm forandrer efter forgodtbefindende kysten fra det fineste sand til en stenbestrøet strand, som kun en rigtig stenfinder kan holde ud at gå på. På nogle strækninger må du søge op på de små stier ovenfor stranden eller søge ind på kystvejen. Stranden ved Klint Bakker rummer mulighed for at finde forstenede søpindsvin, der er udvasket af klintens mange kalk- og flinteblokke.

 

Martinuscentret

På turen kommer du forbi et åbent blomsterrigt område omkranset af røde træhuse i en hesteskoform. Det er Martinuscentret, opkaldt efter den danske humanist Martinus, hvis verdensbillede har stor opmærksomhed verden rundt. Omkring Klintsøgård blev feriebyen etableret i 1935 af samfundet Kosmos. Udover ferieboligerne er der hotelpension - primært for kursister og folk, som ønsker at studere Martinus lære.

 

Klintegården

Grundtvigskirkens arkitekt Jensen Klint har tegnet ”Klintegården” som feriebolig for oliefirmaet BP’s funktionærer. Den er en fin, trelænget gulstensbygning med stråtag og er i dag bygningsfredet.

 

Klintsøgård efterskole            

Kosmos feriekoloni købte i 1946 herregården Klintsøgård af brødrene Houlberg. Klintsøgård grænser op til Kosmos Feriekoloni. Købet inkluderede: park, gartneri, fire gamle bondehuse, to lange, solide trælænger, garager, vandværk samt 20 tdr. land strandareal. Hovedbygningen og de to trælænger blev ombygget og indrettet til hotelpension, "Pension Klintsø". Med denne store udvidelse omdøbtes Kosmos Feriekoloni til Kosmos Ferieby. Hovedbygningen blev afhændet og var i en lang periode rekreationshjem, senere idrætshøjskole, nu en populær idrætsefterskole.

 

Sonnerup Skov

Sonnerup Skov blev planlagt på Sonnerup Lyng i forbindelse med skovrejsningen i Odsherred i slutningen af 1700-tallet. Det viste sig imidlertid at være umådeligt svært at opelske skov på den hævede havbund direkte ud til Kattegatkysten. Blæst og saltnedslag gjorde livet surt for de spæde planter på den tørre bund. Fra de første tiltag i 1802 gik der knap 100 år, før skoven var etableret. I dag er det en plantage i stadig forandring - fra store bevoksningsflader af jævnaldrende træer af samme art til en mere naturlig spredning af såvel arter som alder.  Fremover satses på en mere naturlig dynamik i skovens udvikling. Nu er det muligt, da de første to afgrøder på den gamle hedeflade har skabt et skovklima.

 

Roter din telefon