main menu
Bildsø Skov - Korsør Station
Etape vandring - Længde 17 km - ruten er skiltet
Blå flag på Bildsø Strand
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

Kelstrup Strand: Skiltning fra bivej til/fra strand mangler (nær farlig passage langs strand).

Næsby Strand: Ruten føres til/fra stranden længere mod syd end angivet på kortet. Adgangen sker via offentligt ejet strand med diverse faciliteter.

 

Bildsø Skov er en plantage med træarter fra hele verden. Imellem skoven og Næsby findes gode badestrande. Tude Åens udløb, med den gamle indsejling for vikingeskibe til fæstningsanlægget Trelleborg, passeres. Ved udløbet og på engene ved Frølunde er et rigt fugleliv. Til sidst nås Højbjerg med overdrev, ny skov og kik til Storebæltsbroen.

Bildsø Skov er plantet i sandet lynghede i 1855 efter nogle forsøg med plantning af nåletræer i årene forud. Ejeren - godsejer Bech til Valbygård - var meget forstinteresseret og havde forinden tilplantet store arealer ved Valbygård. Det meget alsidige artsvalg i Bildsø Skov tyder på, at der var tale om et forsøg på at finde ud af, hvilke træer der klarede sig bedst under de barske vilkår. En kilde nævner, at der blev plantet "alle i Danmark normalt forekommende træer" - noget vi i dag nyder godt af.  I 1937 medførte kombinationen af en forhandlingsvillig proprietær og en fremsynet borgmester, at Slagelse Kommune erhvervede skoven. Derved blev den gjort til et offentligt åndehul langs kysten.

Indianeren. Ved stranden står "Indianeren" - en sten med et udhugget indianeransigt. Stenen blev skabt i 1945 af Oluf Nielsen, der var cigarhandler i Slagelse. Han brugte et indianerbomærke fra en amerikansk cigaretpakke som model for indianeransigtet. Stenen stod oprindeligt ved Drøsselbjerg Klint, men blev flyttet til Bildsø Strand i slutningen af 1940'erne.

Kelstrupdyssen. Langdyssen i Kelstrup blev fredet i december 1881. Den vestlige ende er styrtet i havet for længe siden. Denne dysse har længderetningen øst-vest, den er 31 meter lang og ca. 10 meter bred. Den indeholder 2 gravkamre.  Det østlige kammer blev undersøgt af Nationalmuseet i 1917. Der blev fundet en stridsøkse i kammeret.  Øksen er en dobbeltægget stridsøkse med et blad på 12,8 cm. Denne øksetype har fået navnet Kelstrupøkse efter netop dette fund.

Næsby ved Stranden. Landsbyen Næsby ved Stranden er en landsby med en 1000-årig historie bag sig, og var dermed et led i skabelsen af det danske middelaldersamfund. Den ligger ikke langt fra vikingeborgen Trelleborg og er sandsynligvis anlagt samtidig med eller lidt senere end borgen. Næsby ved Stranden ligger i det lave kystland mellem Slagelse og Storebæltskysten lige ved Tude Å, i et ret sumpet område. Selve landsbyen er anlagt på en lille forhøjning i landskabet. Fra oldtiden har området været velegnet til beboelse og landbrug. Tude Å var en vigtig hovedfærdselsåre og gav desuden adgang til ferskvand. 

Knivkær Strand. Nyd landskabet fra Frølunde Fed over Lille Lundbakke til Knivkær. Det blev skabt under sidste istid, og klinterne ude ved kysten forandre sig stadigt - et omskifteligt og aldrig kedeligt landskab. Herfra ses  Storebæltsbroen med de 254 meter høje pylonerses.  

Roter din telefon