main menu
Feddet - Vemmetofte Strand
Etape vandring - Længde 12 km - ruten er skiltet
Lyngheden på Feddet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

En del af Skansestien imellem Strandegård og Dyrehaven er lagt længere ind i landet, da en storm har ødelagt en del af stien.

A part of Skansestien between Strandegaard and Dyrehaven have been moved inland, because some of the original path has been destroyed during a storm.

Skiltning mangler mellem Strandegård Dyrehave og Faxe Ladeplads sydligste del (ved Faxe Efterskole).

Der er ingen shelter på teltplads ved Faxe Efterskole.

Fra Præstø Fed fortsættes til voldanlægget Skansen, som forsvarede indsejlingen til Præstø. I Strandegård Dyrehave, med hundrede år gamle bøge- og egetræer, ses Troldhøje. Stien går gennem Fakse Ladeplads, anlagt til udskibningen af kalk fra Fakse Kalkbrud - og videre gennem Vemmetofte Strandskov.

Feddet
Feddet er dannet af aflejringer af sand og grus, især fra Stevns Klint. Den danner en halvø, der skiller Præstø Fjord fra Fakse Bugt. Feddet har flere afmærkede vandrestier og byder på en helt unik natur, der minder om Vestjyllands sandede jorde.

Skansen
Forbi Strandegård Gods fortsættes ad Skansestien, der passerer det nyrenoverede voldanlæg, Skansen. Danmark havde under Englandskrigene mistet sin flåde, og landet lå ubeskyttet hen over for angreb fra søsiden. Derfor blev der på strategiske steder opført skanser, som skulle forsvare sunde, stræder og indsejlinger til havnebyerne. Skansen her opførtes i 1808 og blev nedlagt med freden i 1814. Sammen med Skansen ved Roneklint i syd udgjorde den kystforsvaret for indsejling til Præstø By. 

Troldhøje
Lige syd for skovdiget ind til Strandegård Dyrehave ses den mægtigste af skovens Troldhøje med gravkamre fra bronzealderen. Sagnet fortæller, at en trold, der var kendt som en stor søkonge, skulle ligge begravet i en af højene syd for skoven. I en anden af højene skulle hans hest og store skat ligge. I skoven findes også en flot langdysse fra bondestenalderen.

Strandegård Dyrehave
På toppen af en 15 meter høj moræneklint ligger Strandegård Dyrehave med 200-350 år gamle bøge- og egetræer. Væltede træer i havstokken og på skrænten vidner om, at havet til stadighed nedbryder klinten. Der er udsigt fra klinten - i klart vejr kan ses til Møn, Stevns Klint og Præstø. 

Fakse Ladeplads
Fakse Ladeplads (ladeplads=havn) blev opført i 1860´erne. Inden havnen blev bygget, skete udskibningen af kalk under meget vanskelige forhold fra Fakse Kalkbrud. Hestevogne med kalk blev kørt så langt ud i vandet som muligt. Her blev kalken lastet i småbåde, som fragtede den ud til ventende skibe.

Vemmetofte Strandskov
Efter Fakse Ladeplads og langs Fakse Bugt strækker Vemmetofte Strandskov sig med vidstrakte bøge-, ege- og granbevoksninger. Vemmetofte Strandskov er et af de steder i Danmark, hvor bøgeskoven når helt ned til stranden. Stranden er en beskyttet sandstrand. Det lave vand er velegnet for børn, men der kan være tang. Til gengæld kan med held findes rav på stranden. Langs bugten er et rigt fugleliv – herunder landets største bestand af stor skallesluger, som yngler i opsatte redekasser. Der er god mulighed for at se fuglene om foråret.

Musestenen ved Vemmetofte
Et sagn fortæller, at en troldkvinde engang var blevet sur på Vemmetoftes beboere. Hun tog en stor sten, lagde den i sit strømpebånd og slyngede den fra Møns Klint over imod bygningerne – men ramte heldigvis ikke. Stenen faldt ned ved stranden og ligger der endnu! Musestenen har oprindelig ligget længere ude i vandet, men er af isskruninger ført helt ind på stranden. 

Fra Vemmetofte Camping kan foretages en afstikker på ca. 2 km ad alléer til Vemmetofte Kloster.
Roter din telefon