main menu
Fanefjord Kirke - Vindebæk
Etape vandring - Længde 7 km - ruten er skiltet
Fanefjord Kirke på Vestmøn
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
I Fanefjord Kirke ses kalkmalerier af Elmelundemesteren. De fortæller middelalderhistorie. Grønsalen er en langdysse fra bondestenalderen. Herfra er udsigt til strandenge. Nord for fjorden er enge, moser og overdrevsbakker med et rigt fugleliv og planteliv. Undervejs kan Hårbølle Havn besøges samt Færgens Vænge og Hårbølle Pynt med fabrikken Daneflint.

Fanefjord Kirke
Et besøg i Fanefjord Kirke er et must for den, der bare er det mindste interesseret i kirker, kalkmalerier, middelalder.  Kalkmalerierne er lavet af Elmelundemesteren – et kalkmaleriværksted, som var meget aktivt. På Møn har værkstedet også malet i Keldby- og Elmelunde Kirker. Desuden i kirker på Falster og i Skåne. Billederne forestiller bibelske motiver, fra Jordens skabelse til Dommedag og fortæller samtidig meget om, hvordan livet blev levet på Møn for 500 år siden – bemærk redskaber, værktøj, klæder og våben.

Grønsalen
Grønsalen, tæt ved Fanefjord Kirke – også kaldet "Grønjægers Høj" - er en langdysse. Cirka 100 meter lang og dermed Danmarks længste. Den er omkranset af 145 kantsten og med 3 gravkamre. Det var rige folk, der blev begravet i højen for omkring 5000 år siden – bondestenalderen (yngre stenalder). Vi ved ikke, hvem der er begravet i langdyssen, men eventyrene fortæller om Grøn Jæger og Dronning Fane.

Sti langs Fanefjorden
Fanefjord området er spændende at besøge, men desværre er det ikke muligt at gå hele vejen rundt om fjorden, så det bliver til små afstikkere ud i landskabet. Prøv at gå ad en sti, som starter nedenfor Fanefjord Kirke. Nem at finde, den er skiltet. Her ses et typisk dansk græsningsland med kvier som gumler i det grønne græs, små søer og masser af fuglesang.

Færgens Vænge
Det er ligeledes en god ide at gå mod nordvest fra Hårbølle Havn – ud på Færgens Vænge. Et helt specielt landskab med store tjørne og ofte med mange svømmefugle på vandet. Færgens Vænge er en halvø, som næsten lukker Fanefjorden. Måske har der engang ligget en middelalderborg og et middelaldermarked i fjorden. Det menes, at Roskildebispen Absalon benyttede Fanefjorden som krigshavn, inden han drog ud for at banke venderne på Rügen. I 1169 lykkedes det danskerne at indtage borgen Arkona og brænde afguden Svantevit af. 

Hårbølle Havn
Hårbølle Havn er et hyggeligt sted at besøge. Slå jer ned for en tid, nyd livet, køb en is. Af og til kan købes friske fisk med hjem til middag.

Hårbølle Pynt
Fortsæt sydover langs vandet, og kom ind i et særpræget naturområde, overvejende dannet af flintesten fra Møns Klint (mere om flinten i Ulvshale beskrivelsen senere på turen). Her vokser mange spændende blomster, og om foråret kan der fanges hornfisk, rigtig mange hornfisk endda.

Daneflint
På Hårbølle Pynt ligger Daneflint, en fabrik som tidligere gravede flint på pynten. Nu graves finten op fra havbunden af et skib. Knuste flintesten anvendes til vejmateriale, sandpapir og fintmalet som slibemiddel i tandpasta. Tidligere var de runde flintesten fra Hårbølle – kugleflint – vigtige til kridtknusning i cementfabrikationen. Nu bruges stålkugler. Flintesten bruges stadig til at knuse kridtet, når der skal laves hvid cement, men den flint stammer ikke fra Daneflint.

 

Roter din telefon