main menu
Museumsgården, Keldbylille - Kraneled
Etape vandring - Længde 12 km - ruten er skiltet
Museumsgården in Keldbylille
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Museumsgården er en gård, som er flyttet ud af Keldbylille i 1800. Gården har et intakt interiør fra midten af 1900-tallet samt en romantisk anlagt bondehave med en lille sø. Undervejs til Busene ses forskellige landskabstyper. Udsigt over Østersøen fra toppen af Mandemarke Bakker og Høvblege.

Busemarke Mose 
Busemarke Mose er absolut sumpland. Masser af vand, græs, tagrør, søflade, blomster og gumlende køer. Herligt syn. Men desværre en sjældenhed i Danmark, hvor vi har været så effektive i landbruget, at mange eng- og mosearealer er drænet væk. Hvis vi vil bevare de mange arter, skal mosen plejes for ikke at gro til med tagrør og pil, og så vil der ikke leve nær så mange arter som på det åbne græsland. Fra kysten er der et fint indblik i mosen.

Klintholm Havn og Strand 
Klintholm Havn er en stor, moderne, velfungerende fiskerihavn, som er blevet udvidet flere gange. På en tur rundt i havnen kan ses de mange kuttere og findes ud af, hvordan fiskernes fangstredskaber er konstrueret samt hvilke fisk, de fanger. - Og måske være så heldig at få frisk fisk med hjem. Besøg også fiskerøgeriet. Fiskeriet har altid betydet meget på Møn. Fra middelalderen kender vi talrige beretninger om et mægtigt sildefiskeri. Sildene blev blandt andet solgt på sildemarkedet i Skanør. Helt op til nyere tid var fiskeri direkte fra kysten vidt udbredt. Mange mønske bønder var havbønder, som satsede både på udbytte i land og på vand. Der er flere gode spisesteder i Klintholm Havn. Øst for Klintholm Havn ligger en rigtig fin badestrand.

Høvblege – Mandemarke Bakker 
Der er udsigt fra toppen af bakken Høvblege, der ligger højt oppe – 120 meter over havets overflade. Herfra kan ses ud over store dele af Østmøn og langt ud over Østersøen. I klart vejr kan ses helt til Rügen.
  Selve Høvblege er en bakkekam, hvor kridtet kigger frem gennem det tynde muldlag. Her er et rigt og varieret planteliv. Husk det er forbudt at plukke blomster overalt i klinteområdet. Her er mange orkideer, og i juni måned kan bakken opleves helt lyseblå af hør. Østrigsk hør. For hundrede år siden dyrkedes jorden på Høvblege. Tanken var at forbedre den ved at så esparsette – en ærteblomst, der ligesom andre arter i den familie, via bakterier, kan optage kvælstof direkte fra luften. Esparsetten importeredes i en frøblanding – og hørren fulgte med. Siden dyrkningen ophørte i 1917 har begge arter klaret sig glimrende. Rigtige danske planter er det altså ikke. Eller hvad ?
På Høvblege lever den sjældne sortplettede blåfugl – det er en lille blå sommerfugl.
  I dag er Høvblege et overdrevsområde, hvor kvæg fungerer som naturplejere.  
  Gå en tur rundt i Mandemarke Bakker, som hele bakkekomplekset hedder. Langs vejkanterne vokser mange blomster.
  Generelt er Østmøn et eldorado for naturinteresserede.

Møns Fyr 
Besøg Møns Fyr, der er ganske lavt og bygget sammen med et af husene i boligkomplekset. Fyret har også fungeret som udkigspost mod øst, dengang da truslen mod verdensfreden kunne komme derfra.

Busene Have
Tag en afstikker til Busene Have ved sydkysten lige ved siden af fyret. Nyd den særlige stemning mellem egetræerne og de  mange gravhøje lige ned til vandet. 
 
    
   

Roter din telefon