Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere






Ruten er skiltet igennem Hovedmose Skov, hvor der er sværest at finde vej.
Rønnebæk Å
Rønnebæk Å er blevet genslynget. Åen var tidligere rørlagt på delstrækninger, men blev fra midten af 1990'erne åbnet og blotlagt. Havørreden vandrer igen op i åen. Åen løber ud ved Appenæs. Ved Rønnebæksholm har der været flere søer og vandmøller.
Rønnebæk Å blev senest i 1513 opstemmet ved en dæmning nord for Rønnebæksholm. Herved skabte man Holme Sø omkring den tidligste udgave af Rønnebæksholm, der sandsynligvis gemmer sig i den lille ø Dyrehaveholmen eller Mollylund øst for Rønnebæksholm. I Holme Sø udmundede tilløbene fra Kalbyris.
På norddæmningen byggede man to vandmøller, hvoraf den ene blev indrettet til oliemølle (formodentlig hørolie), den anden til krudtmølle. Fra norddæmningen fandt bækken vej vest om Rønnebæksholm. Krudtmøllen var den første af sin slags i Danmark.
I 1598 byggede man syddæmningen i passet i Åsen. Dermed kunne man nu opstemme Storesø vest for den store holm, hvortil Rønnebæksholm blev flyttet til. Ved syddæmningen byggede man en ny vandmølle, som senere fik følgeskab af en stubmølle på bakken lige syd for Rønnebæksholm.
Rønnebækken passerede altså efter 1598 først Holme Sø, derefter Storesø og til sidst syddæmningens stigbord. Herfra fortsatte Rønnebækken endnu i 1700-årene mod vest for at ende i Susåen ved Blegdammen.
Fra Hovedmosen fandt en anden bæk, Terbækken, vej ned mod Susåen ved Terbæk Huse. Omkring 1800 blev Rønnebækken og Terbækken ud for Hovedmosen reguleret sammen til én bæk, mens Rønnebækkens tidligere nedre løb blev afskåret og senere rørlagt, nu kaldet Gallemarksrenden, som er rørlagt under Næstved Stadion.
Rønnebæk Å er i dag målsat som fiskevandløb. Som led i vandløbsrestaureringen har man fjernet spærringer og blotlagt åen, så havørreder kan passere op til gydebankerne ved Hovedmose Skov og Rønnebæksholm Fælled. Her er der udlagt store sten, som fiskene kan finde læ bag. Hvert efterår kan man se de store ørreder trække op i bækken for at gyde. De må ikke fanges i den periode, da de skal have fred til at sikre næste generation.
Hovedmose Skov
I skoven findes en større ellesump bestående af rød-el. Elletræet kan gro i vand, da der via stammen kan komme luft ned til rødderne. Navnet rød-el skyldes det rødlige ved, når træet er frisksavet. Træerne lever i symbiose med en bakterie, der omdanner luftens kvælstof til nitrat, som træet derefter kan optage. Imellem træerne vokser sine steder gul iris, der har sværdformede blade. Sumpen passeres ad en lang gangbro.
På de mere tørre dele vokser især bøg, men også ask og eg. I skovbunden er der hvide anemoner i mængder og på de mere fugtige steder den gule vorterod. Hvor der er lysbrønde blandt de høje bøgetræer er der tæt med nye unge træer på vej op.
Navnet Hovedmose Skov skulle stamme fra et udsigtspunkt på åsen kaldet Bents Hoved, der nu er skovklædt. Det ligger i den nordlige del af Fruens Plantage. Da åsen først blev plantet til i midten af 1800-tallet, har det tidligere været muligt at se åsen som en markant bakke i landskabet, hvor den nordlige del åbenbart lignede et hoved.
Rønnebæk Fælled
Fælleden er en blanding af enge og skov. Den plantede skov har en stor variation af løvtræer og buske. Af større træer er der plantet bøg, ahorn, eg, spidsløn, avnbøg, skovfyr og kirsebær. Midt igennem området snor den frilagte Rønnebæk Å sig. Her er også gravet ynglehuller til klokkefrø og løvfrø. Engene langs åen afgræsses
Midt i området findes lunden Rådmandsvænge, hvor der under de store bøge vokser hvid anemone, hulrodet lærkespore og stikkelsbær. Stikkelsbær forekommer ligesom ribs og solbær vildt i den danske natur.
Vandhullerne på fælleden inklusiv ved Rønnebæksholm fungerer som midlertidigt bolig for klokkefrøerne på Enø. Enøklokkefrøerne er truet på at uddø. Kommunen har derfor igangsat en omfattende redningsaktion, der skal sikre frøernes unikke gener fra den sjældne frø. Redningsaktionen består både af nygravning og oprensning af egnede ynglevandhuller og opformering af frøerne under beskyttede forhold i zoo. Når frøerne er blevet voksne sættes de ud i området indtil, at de er blevet så mange, at de kan klare sig selv.
Klokkefrøen kan høres kvække fra vandhuller som lyden af fjerne klokker. Det er især på dage med solskin.
Løvfrøen, der også er udsat, siger sit "rææk - rææk - ræææk" siddende på blade på træer og buske. Med sin grønne farve er den svær at få øje på.
På tørre områder kan man med lidt held se markfirbenet sole sig. Det er gråt eller grønligt, og lever af insekter og snegle.
På engene kan grågåsen ses græsse. Den lever kun af græs, så der skal spises meget for, at den kan få nok næring.