main menu
Rød rute, Fruens Plantage
Rundtur vandring - Længde 3 km - ruten er skiltet
Ved indgangen til skoven
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Tjek før du går!

Ruten er skiltet, men enkelte steder, kan du godt blive i tvivl. Har du en mobiltelefon kan du bruge finde vej med Friluftsguiden. Du kalder den ved at skrive www.friluftsguiden.dk på din mobiltelefon. Siden kommer så op med din placering.

Du vil opleve de centrale dele af Fruens Plantage og Mogenstrup Ås. Du kommer både på tværs og på langs ad åsen på denne tur - og får et godt indtryk af, hvor stor åsen egentlig er i forhold til højde og bredde. Jorden består mest af grus, hvorfor her er mange planter, som kun kræver lidt næring.

Under skoven Fruens Plantage skjules Danmarks mægtigste ås. Den hæver sig op til 40 m over terræn og er ca. 300 m bred. Under isens afsmeltning for 15.000 år siden, dannedes der i isen en bred sprække, hvor smeltevand løb mod nordvest. Da isen smeltede bort stod aflejret sten, grus og sand tilbage.

Et gammelt sagn siger, at åsen stammer fra en trold, der blev træt af at høre kirkeklokkerne i Næstved. Han fyldte derfor en sæk med sand og drog mod byen. Undervejs gjorde han holdt ved en kro. En nisse så sit snit til at klippe hul på sækken. Sandet gled derfor gradvist ud af sækken og dannede åsen. Lige inden at trolden nåede frem var sækken tom. Derfor står kirkerne i Næstved der stadigvæk.

Store dele af åsen er blevet udnyttet til grusgravning og er dermed gravet væk. Men ved Fruens Plantage er åsen bevaret gennem en fredning tilbage fra 1940. Fredningen blev rejst af Danmarks Naturfredningsforening og støttet af Geologisk Museum og Danmarks Geologiske Undersøgelser. Den daværende ejer på Rønnebækholm Gods var imod, men kunne kun få en erstatning på 10.000 kr., da åsen var med fredsskovspligt.

Åsen var ind til midt i 1800-tallet et græsningsområde for kreaturer og heste ejet af borgerne i Næstved. Borgerne ejede ikke åsen, men havde ret til græsningen. Åsen var den gang et overdrev og hele åsens kontur må tydeligt have stået frem. Derfor også stednavnet Bendts Hoved, der var den nordvestlige formation af åsen. 

I dag er åsens konturer dækket helt af skov og kan kun anes efter løvfaldet. På toppen af åsen er især plantet skovfyr og ædelgran. Men her er også bøg, birk, ask, eg og gran i en skøn blanding. Sine steder har kaprifolien godt fat. Den er vores eneste lian - og kan klemme unge træer så meget, at de får proptrækkerform.

I skoven flyver i det tidlige forår den hvid-orange sommerfugl aurora. Den lægger sine æg på løgkarse. Den store kejserkåbe - en perlemorssommerfugl - kan også ses svæve afsted. Den sætter sig gerne på brombær og suger honning.

Den store flagspætte hakker efter larver i træerne - og kan om foråret høres tromme sin "territoriesang" med en død gren til at give resonans. Her er også spætmejser og træløber, de kan begge ses kravle på træernes stammer. Spætmejsen endda med hovedet nedad. Flokke af mejser søger føde i vinterhalvåret. Og når det bliver forår bliver de territoriehævdende. Sortmejse, sumpmejse, blåmejse, musvit og halemejse er blandt dem. 

Egernet hører til i træernes kroner - og spiser grankoglernes frø. På skovbunden kan den finde på at spise småsvampe. Ellers er det også hasselnødder, der hører til menuen. Den bygger runde redder og har gerne flere at vælge imellem. 

 

Roter din telefon