main menu
Stubbekøbing - Skjoltrup
Etape vandring - Længde 20 km - ruten er ikke skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file

Stubbekøbing

Stubbekøbing er anlagt ved et å-udløb på nordsiden af Falster en gang i 1100-tallet, og stedet har allerede da været brugt som overfartssted til Møn. Byen havde en byfoged i 1200-tallet, men det er usikkert, hvornår den formelt blev købstad. Stubbekøbing nød i middelalderen godt af det gode sildefiskeri men med sildefiskeriets aftagen i 1500-tallet var de gode tider forbi. Havnen kom i en elendig forfatning, og byen hærgedes af både stormflod og brande. Stubbekøbing stod næsten i stampe i 1600-tallet og det meste af 1700-tallet. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte det igen at gå fremad, og de dårlige havneforhold blev forbedret i midten af 1800-tallet, hvor der blev anlagt en egentlig havn. Den tidligere fiskerihavn er nu omdannet til lystbådehavn, men et bådeværft og et par mindre fremstillingsvirksomheder har overlevet indtil i dag samtidig med at en række private og offentlige servicevirksomheder har slået sig ned i byen.

Stubbekøbing Kirke

Kirken der i middelalderen, så vidt det vides var indviet i St. Anna, består af et romansk skib, en basilika, med kor i overgangsstil og sengotiske tilbygninger, nemlig et sakristi og kapel ved nordsiden, tårn mod vest. De romanske dele, fra begyndelsen af 1100-tallet er overvejende opført i kridtkvadre.

Skanse i Corselitze Østerskov

Skansen i Corselitze Østerskov er anlagt under Englandskrigen 1807-14 som et led i det danske kystforsvar. Skansen består af et firesidet voldanlæg, omgivet af en 2 m dyb spidsgrav. I dag er dele af anlægget styrtet i havet. Bevæbningen på skansen har antagelig været både kanoner og mortérer. Kanonkuglens bane er lav og jævn, mens mortérkuglens bane er høj og krum. De har således opfyldt forskellige forsvarsmæssige behov.

Ørnehøj Langdysse

Dyssen er en grav fra den tidlige bondestenalder, opført for ca. 5500 år siden. Dyssekamrene er bygget af 3-5 store bæresten med en enkelt stor dæksten som tag. Omkring højen har oprindeligt stået en tæt række af større sten, en randstenskæde. Kæden har hindret jorden i højen i at skride ud. Desuden har den gjort dyssen mere monumental. Den mindste af de næsten tre meter høje endesten mod øst har indhugget bogstaverne "F.C.C." og årstallet 1843 under et skjold med krone. Det er til erindring om den oldtidsinteresserede Kong Frederik den 7.

Roter din telefon