main menu
Sti - Skælskør Lystskov
Rundtur vandring - Længde 4 km - ruten er ikke skiltet
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file

Turen begynder ved Vestergade 1, den gamle, fredede dampmølle fra 1853. Skråt overfor ligger den røde bindingsværksejendom, Vestergade 10, der rummer Skælskørs ældste beboelse. Den tidligste del af huset er tilbage fra omkring 1580. Turen går videre nordpå langs kanalen og under Norvejen gennem en tunnel. Før stien krydser kanalen, støder man på en informationstavle om Skælskør Nor vildtreservat. Fuglereservatet er, specielt om vinteren, tilholdssted for mange havænder, for eksempel troldand og sortand, ligesom der altid er svaner i Noret. Alt dominerende er dog de mange blishøns. Turen går mod vest langs vandet til den lille idylliske campingplads ved Kildehuset. Nu går turen mod nord ind i skoven. Stien slynger sig smukt langs vandet i en gammel bevoksning af ege. Der ligger en motionsoase langs skovstien, som frit kan benyttes. Bevæger man sig ind i midten af skoven kommer man til Danhostel Skælskør Lystskov. Videre gennem skoven kommer man forbi en oprenset skovsø. Oppe på højen ved Slagelse Landevej er der en vid udsigt over mose- og engområderne ud mod Storebæltskysten med Storebæltsbroen i baggrunden. Ved at krydse Slagelse Landevej kommer man igennem et grønt område, der fører frem til det fredede skovareal Kolds Stubbe. Så går man ned ad Slagelse Landevej, ind ad Kildebakken og videre ad stien ned til den gamle kilde. Turen går tilbage under Norvejen ad grusstien gennem det lavtliggende, grønne område. Her følger man den gamle strandpromenade. Bemærk det lille fine løvehoved af støbejern. Flere ejendomme i Skælskør har haft et sådant hoved siddende ved porten mod gaden. Gennem munden
var trukket et reb som, når folk trak i det, fik en klokke til at ringe
indenfor.

Roter din telefon