main menu
Panoramarute Eventyrlig idyl
Rundtur cykling - Længde 17 km - ruten er skiltet
Roneklint Fyr - formidlingshus og fugletårn Naturrum Præstø Fjord
Vis vej til ruten
Vejvisning
Download rute til gps udstyr GPX-file
Turen rundt om Jungshoved er en udflugt til romantikken. Stille kører cyklerne under bøgetræerne og fra halvøens bakketoppe er der udsigt til det rolige blå hav. Tanker og følelser får friløb her, hvor vi er på sporet af den sværmeriske eventyrdigter H.C. Andersen

Halvøen Jungshoved, der ligger øst for Præstø, byder på en perle af en cykeltur med smuk natur i skov og langs vand, idylliske landsbyer og historiske kulturmiljøer. Turen passerer forbi Jungshoved Kirke, Jungshoved Slotsbanke, landsbyerne Stavreby og Bønsvig samt Roneklint Fyr og Skanse.

Junghoved Kirke

Det første du kommer forbi på cykelturen er Jungshoved Kirke. Jungshoved Kirke er anlagt omkring 1250. Tårnet er placeret mod nord og ikke som normalt mod vest. Årsagen til tårnets placering er sikkert, at det ellers ville komme for tæt på strandkanten. På skibets vestvæg ses en frise med Dødedansen. Mod nord ses djævle danse kædedans med en junker, en ung kvinde med jomfruhår og en kronet kvinde. Motiverne på døbefond og altertavle er frembragt af Bertel Thorvaldsen.

Junghoved Slotsbanke

Herefter passerer ruten forbi Jungshoved Slotsbanke. Ved indsejlingen til Jungshoved Nor og med strategisk udsigt over Bøgestrømmen anlagdes i middelalderen en borg til at kontrollere færdslen på en af de vigtigste sejlruter på den tid. Det var her ”Gøngehøvdingen” Svend Poulsen og hans ”snaphaner” opererede under svenskerkrigene i 1600-tallet. Efter den svenske besættelse lå borgen i ruiner, og i 1715 blev de sidste rester af borgen revet ned. Tilbage findes dog stadig borgbanken med tilhørende voldgrave. Man kan gå en tur rundt på borgbanken og på toppen nyde en storslået udsigt.    

Landbyerne Stavreby og Bønsvig

Cykelturen passerer to af Vordingborg kommunes mest velbevarede landsbyer, Stavreby og Bønsvig. Landsbyerne har bevaret både struktur og bebyggelser fra udskiftningen i 1800-tallet: Trelængede gårde og bindingsværkshuse med stråtage, snoede gader med små grønne forhaver og store gamle træer. I Stavreby finder man Danmarks mindste fiskerihavn og Stavreby Havn er berømt for tidligere tiders ålefiskeri.   

Svend Gønges hule

Det er navnet på en velbevaret jættestue i Bønsvighoved Skov. Jættestuen har fået sit navn efter Svend Gønge, der ifølge overleveringerne skjulte sig i jættestuen under svenskekrigene i 1600-tallet. I forbindelse med svenskekrigene blev Jungshoved ødelagt, og det er fra denne tid, at traditionen om Svend Gønges bedrifter på stedet har sit udgangspunkt.  

Roneklint Fyr og Skanse

Junghoved nordspids emmer af historie. Det var her, at Gøngehøvdingen under svenskekrigene i 1600-tallet ifølge overleveringerne lokkede de svenske dragoner ud på isen, som brast under dem, så de druknede. Det var også her, at en af de mange skanser blev bygget, efter englændernes bombardement af København i 1807, for at beskytte godstransporter ad søvejen. En informationstavle på stedet fortæller om skansen.   

Oppe på skansen står et fyr fra 1894. Oprindeligt stod der tre fyr med hver sin farvet lys, der tilsammen vejledte den sejlende trafik ud og ind af Præstø Fjord. I dag lyser kun dette fyr, og kun i sejlsportssæsonen.

Maderne

Mellem Præstø Fjord og det lavvandede Noret ligger den lille ø Maderne, der gennem århundreder har været afgræsset af får og kreaturer. Området er særdeles god lokalitet for fugle året rundt. På Maderne yngler store mængder må­­­­ger, terner, ande- og vade­fugle. Vær opmærksom på, at der er adgang forbudt til Maderne i ynglesæsonen fra 1. april til 15. juli. Fra halvøen ved Roneklint er der et fint kig over til Maderne, så fuglene kan opleves uden at blive forstyrret.

Bøndernes Egehoved

Den lille halvø indeholder overdrev, kær og strandeng, og området er voksested for en varieret og artsrig flora, bl.a. den sjældne orkidé tyndakset gøgeurt.   

Teksten er hentet fra folderen: "Jungshoved rundt på cykel" udgivet af Visit Møn & Sydsjælland.

Læs mere i pdf-filen nederst eller gå ind på Visit Møns hjemmeside.

Data er kvalitetssikret.

Roter din telefon