main menu
Tofte Skov og mose
Seværdigheder
Vildsvin, Tofte Skov
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Tofte Skov og Mose er en naturperle i særklasse. Området er på ca. 4.000 hektar og omfatter Lille Vildmoses store, sydlige del. Højmosen udgør ca. halvdelen af området og er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. Her kan man opleve højmosens enestående natur med udstrakte, lysåbne vidder, levende tørvemosser, lyng, halvgræsser og sjældne plantearter.

Siden 1906 har Tofte Skov været indhegnet reservat med krondyr af den oprindelige, jyske stamme, og fra 1926 har der inden for hegnet også levet vildsvin, som hidrører fra fire oprindeligt nordtyske dyr. I dag lever godt 400 krondyr og 150 vildsvin i skoven.

Dyrenes græsning og fødesøgning skaber og vedligeholder en varieret, lysåben græsningsskov med lysninger, store sletter og åbne kær. Det har givet plads til fugleliv med både traner og tidligere sort stork, der måske kan forventes at genindvandre efterhånden som skovene bliver vådere. I vinterhalvåret ses store flokke af sædgæs og sangsvaner, der gæster os fra nord og nordøst og gerne samles til overnatning på Tofte Sø – og måske på den genskabte Birkesø i de kommende år.

Ved Tofte Sø er der i birkeskoven på bredderne en meget stor skarvkoloni, der tidligere var Danmarks største koloni. Bla. på grund af flere havørnes tilstedeværelse er antallet i de senere år reduceret.  Tørvelaget i store dele af højmosen er et 6 metertykt lag sphagnum uden kontakt fra overfladen til grundvandet. Kun plantearter tilpasset det særlige, sure og næringsfattige miljø kan leve hér, og modsat de fleste naturtyper i Danmark er der ingen træer.

Lille Vildmosecentret gennemfører guidede ture i Tofte Skov.

Lille Vildmosecentret
Birkesøvej 16
9280 Storvorde
www.lillevildmose.dk
+45 99 31 75 50
Roter din telefon