main menu
Vangede Kirke
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Vangede Kirke er opført af røde håndstrøgne teglsten fra Borup Teglværk ved Skævinge i Nordsjælland. Tagkonstruktionen er udført i beton, mens den ydre ikke synlige beklædning består af tagpap. Grundstenen blev nedlagt den 3. september 1972 af kirkeminister Dorte Bennedsen, og kirken blev indviet den 17. marts 1974 af biskop J.B. Leer Andersen med deltagelse af ikke mindre end 1200 af sognets beboere.

Den gamle kirke

Indtil 1931 havde Vangedeborgerne kirkeligt tilhørsforhold til Gentofte kirke. Menighedsrådet her besluttede dog i 1918 at købe en mindre villa på daværende Vangedevej 7, hvori der blev indrettet en kirkesal i stueetagen og en præstebolig på første sal. Samtidig ansatte Gentofte menighedsråd en præst til fortrinsvis at betjene menigheden i Vangede.

Skolebygningerne på Vangede Bygade fra 1880 med senere tilbygninger havde stået tomme siden 1923, da eleverne blev flyttet til Tjørnegårdsskolen. Takket være stor indsats fra Vangedepræsten lykkedes det i 1925 at købe skolebygningerne af kommunen for halvdelen af ejendomsværdien.

Man søgte derefter byggemyndighederne om at måtte indrette kirke i den tidligere badebygning fra 1907 og om at måtte indrette menighedshus og præstebolig i de skolebygninger, der var fra 1880. Den 24. maj 1926 kunne den første egentlige Vangede kirke indvies af biskop Ostenfeld, omend den de første 5 år var annekskirke til Gentofte kirke.

Vangede Kirke

I 1950'erne kom der gang i tilflytningen til Vangede, så i foråret 1961 regnede man med, at der snart ville være 18-20.000 indbyggere i Vangede. Det ville være mere, end den lille kirke i Vangede kunne betjene. En nedsat kirkekomite bad derfor kirkeministeriet undersøge, om trekantgrunden ved Vangedevej / Vangede Bygade ville kunne godkendes til et eventuelt kirkebyggeri.

Efter flere års arbejde kom der i 1965 realitetsforhandlinger med såvel kirkeministeriet som Gentofte kommune, bl.a. om et mageskifte, så kommunen overtog den eksisterende kirke og kirkegrunden, mod at menighedsrådet i stedet fik rådighed over trekantgrunden.

I april 1966 opfordrede Vangede kirkekomite professor, arkitekt J.O. von Spreckelsen til at udarbejde et skitseprojekt til en ny centralkirke. Grundstenen blev nedlagt den 3. september 1972 af kirkeminister Dorte Bennedsen, og kirken blev indviet den 17. marts 1974 af biskop J.B. Leer Andersen med deltagelse af ikke mindre end 1200 af sognets beboere.

Bygningerne

Kirkesal og annekssal er et større og et mindre kvadrat stille over kant i forlængelse af hinanden. Belægningen i kirkesal, annekssal, våbenhus og sakristi består af klinker, mens mødelokalerne har gulve af bøgeparket.

Den store sal har midt på hver af kvadratets sider et trekantet indsnit, hvis spidser ind mod kirken ender i piller. Disse piller danner vederlag for fire 12m lange betonbjælker, der bærer et forsænket kassetteloft over det centralt stillede alter. Planen består således af et mindre kvadrat indskrevet og drejet 45 grader i et større kvadrat.

De to kirkesale præges markant af de høje teglstensmure, der giver rummene lighed med arkitekturen fra den romanske periode, som man f.eks. kender den fra Hvide'ernes klosterkirke i Sorø og Roskilde Domkirke.

Adgang til kirken får man, som traditionen byder, gennem våbenhuset. Det er en lav tilbygning til kirkekomplekset bygget på den store kirkesals nordvest mur. Der er adgang både fra Vangedevej og Vangedebygade; sidstnævnte må opfattes som kirkens hovedindgang med en klosteragtig gård, der kantes af annekssal, mødefløj og kirketjenerbolig. Våbenhuset er i kontrast til den tårnhøje kirkesal en meget lav bygning med fladt tag.

Mod nordøst ligger der et mindre sakristi og kontorfløj, hvortil der både er adgang fra den lille forplads ved Vangedevej og fra koret, lige bag ved prædikestolen. I sydvest i hjørnet mellem kirkesal og annekssal ligger kapellet, en lille trekantet bygning, der er forbundet med kirken ved en gang langs med kirkesalens sydvest mur.

Kilde: Vangede Kirke

Vangede Kirke
Vangedevej 50
2820 Gentofte
Roter din telefon