Hvis du godt kan lide at komme ud i naturen, så er der lige nu 1.932 vandreruter at vælge imellem på Friluftsguiden. Er du til cykling, ridning eller roning, så er der 651 cykelruter, 312 rideruter og ... læs mere
Oprindelig blev huset bygget i 1801 af degnen Albert Melchior. Ved hans død i 1805 tilfaldt det testamentarisk en stiftelse, som skulle yde fribolig for "tvende trængende præste- eller degneenker" og blev administreret af stedets sognepræst. Stiftelsen bestod af huset og fire tønder land og havde fra starten kun få midler til husets vedligeholdelse.
Det blev en konstant bekymring for både administratorer og beboere helt frem til fredningen i 1964, hvor kommunen overtog ejendom og vedligeholdelse. Indtil da havde 15 enker haft fribolig i huset.
Ejendommen er efter en restaurering i 1998 indrettet med tre lejligheder, som kommunen disponerer.
Bygningen
Bindingsværksbygningen er på 10 fag. Facadens midtparti er fremhævet af en gavlkvist. Huset er fra slutningen af 1700-tallet og stod formodentlig færdigt 1802.
Rumfordeling
Der var oprindelig to lejligheder, som hver bestod af to stuer, soveværelse, køkken og spisekammer. Det var store boliger efter datidens forhold. Lejlighederne havde hver sin køkkendør ved siden af hinanden på husets sydside, men fælles hoveddør og forstue med opgang til loftet.
I gavlkvisten var der et stort værelse, som den ene af lejlighederne havde råderet over. Senere blev værelset delt i to uopvarmede værelser, der blev brugt som gæsteværelser.
Fredning og istandsættelse
Efter fredningen i 1964 overtog kommunen ejendommen og huset blev sat i stand. De to lejligheder blev isoleret og moderniseret med bl.a. bad og toilet. Samtidig blev de syv lindetræer (lindelysthuset) i havens nordvestlige hjørne fjernet. De var ellers fredede, ligesom de store, gamle egetræer.
Ved den seneste renovering i 1997-98 blev der indrettet en lejlighed i tagetagen.
Tradition og snobberi
Udvendigt blev huset igen helt hvidt, som det var frem til ca. 1948, hvor man malede bindingsværket sort.
Der kan være flere grunde til denne oprindelige farvesætning. Bindingsværk er efter sjællandsk skik kalket over både tømmer og tavl. På Sjælland, Møn og Lolland-Falster var landbebyggelsen hvid- eller gulkalket. I Nordjylland var gårdene også helt hvidkalkede. Andre steder i landet, fx på Fyn er der tradition for at male tømmeret med sort eller mørke kaseinfarver, så det står i kontrast til de hvid- eller gulkalkede tavl.
Omkring 1800 begyndte de rigeste bønder at grundmure deres hovedbygning. Sidelængerne til stald, vognremise og kuskrum blev stadig opført i bindingsværk. Ved at overkalke tømmeret sammen med murværket, kom det til at ligne et finere, grundmuret hus.
Klassicisme
Men Enkesædet er egentlig ikke et bondehus. I stil og type svarer bygningen mere til tidens små landsteder. En fin lille bolig, kun med rekreative formål.
Netop omkring 1800 var det blevet den helt store mode at tage på landet om sommeren. Det velhavende borgerskab i København lejede sig enten ind hos bønderne eller opførte selv små landsteder. Disse små landsteder var som regel præget af tidens stil, klassicismen. Der var en stram symmetri i opbygningen af facaderne, hvis midterakse ofte blev fremhævet af en gavlkvist.
Det blev moderne at kalke husene hvide.
Parkanlægget
Gamle træer
Anlægget var i stiftelsens tid delt i to haver, en til hver lejlighed. Haverne var en verden helt for sig selv, med lysthus, små plæner, bede og frugttræer, alt sammen i ly af de store ege.
De store egetræer er meget gamle, måske 400-800 år, og der har været flere, end dem vi ser i dag. De har oprindelig intet med Enkesædet at gøre, men man ved ikke, hvem der plantede dem og hvorfor. Måske stammer de fra tilfældigt fremspirende frø. Der kan være en sammenhæng mellem egetræerne og de fund, der er gjort ved Møebjerg, et lille bakkedrag ca. 50 m øst for det nuværende anlæg.
Nikkende fuglemælk
Nu er den store have blevet et offentligt anlæg. Trods kunstig dam og parklamper har haven stadig et levende eksempel på fortiden. Det er de små forårsblomster, nikkende fuglemælk, der vokser langs Engholmvej.
Nikkende fuglemælk (Ornithogalum nutans) er kendt i Danmark fra 1637-39, sandsynligvis som prydplante. Fra Bibelen ved man, at visse arter af fuglemælk i hungerperioder har været anvendt som føde.
Kilder
Hans Arne Jensen: Bibelens planteverden, 2004
Johan Lange: Kulturplanternes indførselshistorie i Danmark, 1994
Bent Stiesdal: Stenløse Kommune - før og nu, 1998, 41, 44-45
Bent Stiesdal: Kend din egn, 1993, 70-72
Tak til Hans Arne Jensen for supplerende oplysninger
Bent Stiesdal: Enkesædet i Stenløse, Stenløse Historiske Forening nr. 34, 2001
Jørgen Ganshorn og Niels Erik Jensen: Om byggeskik og vedligeholdelse. Udgivet af Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen 1983
