main menu
Skansebakken
Seværdigheder
Udsigt fra Skansebakken
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Skansebakken er Hillerøds højeste punkt (82 m), og hæver sig helt fra centrum ud mod øst, og skaber udsigt til både Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot. Fra den fredede bakketop, i den østlige ende af Skansebakken, er der i klart vejr udsigt til Kullen (i Sverige), Esrum Sø mod nord, og Øresund og bakken foran Helsingør mod øst.

Hillerød Kommune gik  i efteråret 2013 i gang med at rydde Skansebakken for træer og buske. Formålet var at hindre, at Skansebakken langsomt grorede til men også at sikre udsigten, og forberede den videre pleje af området. 

Nogle af træerne og buskene er ladt tilbage for at give variation, dybde i landskabet og til gavn for dyr og planter. De er endvidere smukke at se på, når eksempelvis hvidtjørnen eller rosen blomstrer, eller når rønnen står med røde bær først på efteråret. Mange dyr trives bedst, når et område er varieret. De har brug for lys og sol, men skal også bruge enkeltstående træer og buske som eksempelvis udkigspost, spisekammer for bær og nødder eller som skjul.

I 2014 vil der blive høslæt med opsamling både i forsommeren og sensommeren. Slættet i forsommeren har til formål at fjerne næring, for at begunstige blomsterne i området og bekæmpe invasive arter som eksempelvis gyvel og canadisk gyldenris. Der vil i forbindelse med begge høslæt blive efterladt større og mindre områder med uslået vegetation. Formålet er at sikre mulighed for insekter og andre dyr har nogle områder hvor de kan yngle og finde føde, og gemme sig, men også områder med lav vegetation, mange blomster eller foderplanter for sommerfulglelarver mv vil stå uslåede hen.

Den fremtidige pleje
Kommunen er i gang med at planlægge den videre pleje for hele Skansebakken og vil udarbejde en deltaljeret plejeplan for hele området i løbet af 2014/2015. Vi lægger vægt på at benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd, da Skansebakken både indeholder sjældne arter og har potentiale store naturværdier, men også ligger bynært og derfor benyttes af mange mennesker.

Dyre- og plantelivet
Skansebakken indeholder et rigt insektliv. Der er bl.a. registreret hele 6 rødlistede arter de sidste 10 år. Rødlisten er en oversigt over plante- og dyrearter, som er forsvundet i nyere tid, i fare for at forsvinde eller er sjældne.

På Skansebakken er der fundet følgende rødlistede sommerfuglearter:

  • Violetrandet ildfugl
  • Dukatsommerfugl
  • Det hvide W
  • Guldhale
  • Kejserkåbe
  • Okkergul Pletvinge

Øvrige ikke-rødlistede insekter og planter som er sjældne eller kun findes hist og her i Danmark:
Insekter:

  • Gul vedsvirreflue
  • Æbleglassværmer
  • Bredrandet humlebisværmer

Planter:

  • Engklokke
  • Grenet pindsvineknop
  • Krans-tusindblad
Roter din telefon