main menu
Ordrupgaard
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Ordrupgaard blev skabt af etatsråd Wilhelm Hansen og hustru Henny Hansen i årene 1916-1918. Parrets unikke samling af dansk og fransk kunst fra 1800-tallet krævede mere plads end lejligheden i København kunne tilbyde. Løsningen blev opførelsen af et fornemt udstyret herskabshjem med tilhørende galleri placeret i en stor, naturskøn park tæt ved Jægersborg Dyrehave.

Kunst og volapyk

Etatsråd Wilhelm Hansen (1868-1936) skabte sig en bemærkelsesværdig karriere indenfor forsikringsverdenen. Som ganske ung stiftede Wilhelm Hansen Dansk Folkeforsikringsanstalt og forsikringsselskabet Mundus. Fra 1905 og frem til sin død i 1936 var han direktør for Hafnia.

Wilhelm Hansen beskrives ofte som en meget selvstændig og arbejdsom person med en særlig form for målrettet passion – karakteristika der også dækker hans virke som samler. Wilhelm Hansen skabte samlingen af dansk og fransk kunst til egen nydelse, men i høj grad også for at udbrede kendskabet til især fransk kunst i Skandinavien. 

I 1891 blev Wilhelm Hansen gift med Henny Soelberg Jensen (1870-1951). Wilhelm og Henny mødtes som ganske unge i 1887 omkring deres fælles interesse volapyk. Volapyk var et kunstigt skabte verdenssprog, opfundet i 1879, og Wilhelm både underviste og skrev lærebøger i sproget. »Menad bal, pyk bal« var hans motto; én verden, ét sprog.

Bygningerne

Ordrupgaard blev tegnet af arkitekt Gotfred Tvede (1863-1947) og opført i årene 1916-1918. Ved samme lejlighed blev den omfattende park anlagt.

Bygningerne udgør samlet et meget fint kompleks, hvor den enkelte bygnings stil, materialer og rummelighed nøje er afstemt efter dets funktion. De er på smukkeste vis inkorporeret i omgivelserne og tilbyder de besøgende et godt indblik i de idealer, som var herskende indenfor den del af datidens herskabsarkitektur, som på én gang var præget af det landlige og det eksotiske. 

Ordrupgaard blev anlagt som et eksklusivt herskabshjem med tilhørende galleri. Udover hovedbygningen blev der opført boliger til anlægsgartneren og chaufføren, samt en vognport. Det fint udformede brændeskur og det eventyrlige pandekagehus udgør de øvrige bygninger i parkområdet. 

Oprindelig skulle Ordrupgaard tjene som familien Hansens sommerbolig. Undervejs ændrede Wilhelm Hansen dog planer, måske fordi den efterhånden omfattende kunstsamling krævede større lokaler, men de dejlige grønne omgivelser og Henny Hansens store interesse for flora og fauna har utvivlsomt også spillet ind.

Den 14. september 1918 blev både bolig og samling indviet ved en storslået fest.

Parken

Ordrupgaard ligger i en smuk park nær Dyrehaven ved København. Parken består af flere forskellige områder af bl.a. bøgeskov, en barokinspireret rosenhave og et engområde.

Ordrupgaards park blev anlagt af stadsgartner Valdemar Fabricius Hansen (1866-1953) i forbindelse med opførelsen af de nuværende bygninger i perioden 1916-1918. Oprindelig fungerede parken som både nytte- og lysthave. Det omfattende driveri og de mange frugttræer forsynede familien Hansen med frisk frugt og grøntsager året rundt, mens resten af arealet var udlagt til oplevelse og kontemplation.

Bagerst i parken, hvor der i dag er en eng, lå en mindre sø med en lille ø i midten. Til søen hørte en robåd, og der var udsigt til området fra pandekagehuset. Desuden var der anlagt små damme rundt omkring på grunden. Disse vandarealer er nu nedlagt.

Du er velkommen til at holde picnic i parken, når vejret tillader det - så længe parken ser ud som før, når du forlader den!

Samlingen

Wilhelm Hansens interesse for kunsten går tilbage til skoletiden, hvor han delte den med kammeraten - den senere fynbomaler - Peter Hansen. Peter Hansen introducerede Wilhelm til sine kunstnervenner, og flere af dem som for eksempel Viggo Johansen og Thorvald Bindesbøll blev Wilhelm og Hennys gode venner. Der findes flere værker af dem i samlingen. Parret vedblev hele deres liv at samle på billeder af danske kunstnere fra Guldalderperioden og fra deres egen samtid. Malerierne hang i privatboligen.

På Wilhelm Hansens mange forretningsrejser til Paris fik han øjnene op for det impressionistiske maleri. Det lykkedes ham i årene 1916-1918 at skabe en samling af malerier af blandt andet Manet, Monet, Renoir, Cézanne, Sisley og Gauguin, som var fuldstændig uovertruffen i Nordeuropa. Hvert værk var nøje udvalgt, og Wilhelm Hansen havde blandt andet rådført sig med den franske kunstkritiker Théodore Duret, som var ven med flere af impressionisterne og en af deres ivrige forsvarere i samtidens kunstdebat.

Wilhelm Hansen var en visionær person og helt karakteristisk satte han sig som mål at skabe en samling med op til tolv værker af alle betydningsfulde kunstnere fra Corot til Cézanne. Samlingen skaber - i et overskueligt omfang - et sammenhængende overblik over den tidlige modernistiske billedkunst. 

I 1922 led Wilhelm Hansen et omfattende økonomisk og personligt nederlag, idet Landmandsbanken krakkede. For at indfri sin gæld var Wilhelm Hansen nødt til at sælge ud af sin franske samling, og en stor del af malerierne solgtes til udenlandske samlere. Wilhelm Hansen overvandt heldigvis krisen og begyndte snart at erhverve en ny række franske billeder til samlingen.

Ordrupgaard som museum

Fra åbningen i 1918 var den franske samling tilgængelig for publikum en gang, og i sommerhalvåret to gange, om ugen.  Et af Wilhelm Hansens visionære mål var at udbrede kendskabet til fransk kunst i Danmark.

I forbindelse med Landmandsbankens krak i 1922 og frasalget af en del af samlingen, valgte Wilhelm og Henny Hansen kun at åbne samlingen for interesserede efter aftale og i enkelte perioder med fast åbningsdag. Ved Henny Hansens død i 1951 viste det sig, at hun i henhold til parrets oprindelige, generøse tanke, havde testamenteret samlingen, boligen og parken til den danske stat, mod at den blev offentligt tilgængelig.

I 1953 åbnede Ordrupgaard som statsligt kunstmuseum. 

Kilde: Ordrupgaard

Ordrupgaard
Vilvordevej 110
2920 Charlottenlund
ordrupgaard@ordrupgaard.dk
39 64 11 83
Roter din telefon