main menu
Hellerup Strandpark
Seværdigheder
Hellerup Strandpark (foto: Gentofte Kommune)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Hellerup Strandpark er udformet med adskilte rum med forskellig karakter: Badestrand, lystbådehavn, tennisbaner, legeplads, staudehave, rosenhave samt sejl- og roklubberne.

Hellerup Strandpark, er udformet af G.N. Brandt i 1912-18, og er formodentlig Danmarks første park, som bevidst er anlagt ud fra funktionalismens ideer og tanker. Hellerup Strandparks internationale anseelse beror netop på, at mange fritidsfunktioner er samlet i et anlæg, og at parkens udformning stimulerer til samspil mellem anlæggets dele.

Rosenhaven og Staudehaven udgør de egentlige haveelementer i Hellerup Strandpark. De to haver indbyder til fred og ro og til afslapning. Endvidere henter mange haveejere ny inspiration blandt de mange forskellige planter i de to haver.

I anlægget findes også en sandstrand, som benyttes intensivt til solbadning og ophold i sommermånederne samt Hellerup Lystbådehavn, som med sine smukke omgivelser indbyder til ophold både på og ved vandet.

Derudover findes der på vestsiden af Staudehaven tennisbaner samt en legeplads, som hovedsageligt henvender sig til mindre børn. Der er offentlige toiletter og en kiosk.

Rosenhaven

Haven er anlagt stramt symmetrisk omkring en akse vinkelret på Øresund. Aksen forstærker det lange kig ud over Sundet, og samtidig sættes udsigten i en smuk ramme af den tværgående pergola.

Havens midterakse er helt bevidst udformet meget markant, idet en rosenhave let får et diffust eller rodet udseende på grund af de mange forskellige og ofte stærke farver, som er karakteristiske for roser.

Der er i alt plantet 40 forskellige rosensorter, heraf 2 sorter af slyngroser. Rosensorterne er udvalgt på den måde, at de repræsenterer de sundeste og bedste roser, der er i handlen i dag, og som kan virke som inspiration.

Rosensorterne er placeret således, at de lyse roser står nærmest vandet og fremhæver derved det smukke, klare lys fra Øresund. Fra hvidt skifter rosenfarverne til gult, rosa og orange for at afslutte med dybrøde roser i havens vestlige ende.

Midterpartiet består af rabatter med Fairyroser samt lavendelhække om et fint græstæppe. De to krukker på græsarealet menes at stamme fra Amalienborg, hvor i alt 8 vaser var placeret over slottets 4 indgangspartier.

For at give rosenhaven en ekstra attraktion i det tidlige forår, er der lagt hvide og blå krokus i et stramt mønster, som understreger havens strenge symmetri.

Staudehaven

Staudehaven blev udformet med et langt bed langs hækken mod havnen, samt smalle bede som kant om det centrale græstæppe. I hvert hjørne blev opført et espalier, som blev bevokset af blåregn.

Publikums benyttelse af anlægget samt den gartneriske vedligeholdelse var dengang ganske anderledes end i dag. I de første mange år var det end ikke tilladt at betræde det store græstæppe, og haven blev benyttet som promenadepark i de varme sommermåneder. Den gartneriske vedligeholdelse var meget krævende, idet mange af stauderne krævede opbinding, vinterdækning og løbende deling for at haven kunne fremtræde smuk og frodig.

Gentofte Kommune udførte i samarbejde med Landskabsarkitekt Jane Schul en renovering af staudehaven i 2004. I forbindelse med renoveringen blev det valgt at retablere haven således, at de oprindelige ideer med bedenes udformning og placering blev bevaret. Der blev dog også taget højde for, at publikum i dag benytter græsplænen til bl.a. solbadning, så der er etableret adskillige indgange gennem staudebedene til græsplænen.

Staudehaven fremstår i dag med ca. 100 forskellige stauder, der repræsenterer robuste og frodige planter. Flere af de mange forskellige plantesorter er hentet hjem fra udlandet, og ønsket er, at de vil virke som inspiration for haveejerne og frem for alt være til glæde for de mange besøgende i anlægget.

Tilgængelighed

Området er tilgængeligt for gangbesværede.

Kilde: Gentofte Kommune

Roter din telefon