main menu
Nymosen
Seværdigheder
Nymosen (foto: Gentofte Kommune)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Nymosen er et meget besøgt moseområde i Vangede. Området er omgivet af villakvarterer og anvendes hovedsageligt til gåture og leg samt fodboldspil på GVI?s fodboldbaner.

Nymosen fremstår som et bynært grønt område, der benyttes meget af de omkringboende. Siden 1980’erne har man gradvist - ved ændret pleje af området - søgt at genskabe områdets oprindelige moseagtige karakter.

Mosens inderste del udgøres af et stort åbent vandområde, der er opstået som følge af tørvegravning - specielt under de to verdenskrige. Der er desuden tre andre søer: Søen ved villahaverne på Mosebuen, Glarmestermosen og den lille sø syd for GVI’s baner.

Omkring det centrale vandområde samt omkring fodboldbanerne er der etableret grusbelagte stier. Beplantningen har karakter af naturprægede plantninger af pil, birk, rød-el, hæg, avnbøg, eg m.fl.

I den nordlige del af Nymosen ligger en offentlig legeplads. Legepladsen er indhegnet, og de tilstødende græsarealer klippes tæt, så der også dér er mulighed for leg og ophold.

Ejerforhold og historie

Den gamle "Wildes Mose", hvoraf den nordlige del nu kaldes Nymosen, blev ved udskiftningen fra Bernstorffs gods tillagt Enggården, Stolpegården og Mosegården med en tredjedel tørveskær til hver af gårdene.

Gentofte Kommune erhvervede Stolpegården i 1884 og Nordre Enggård i 1919, og på de medfølgende arealer af "Wildes Mose" blev anlæggelsen af parkanlægget i Nymosen påbegyndt i 1937.

I 1939 blev størstedelen af "Wildes Mose" optaget på fredningslisten for Gentofte Kommune, herunder ca. halvdelen af det vest for det nuværende Nymoseanlæg beliggende tørveskær. Dette område er nu i hovedsagen erhvervet af kommunen. Den endelige afrunding af Nymosens parkanlæg mod vest med stiforbindelse til Agertoften blev udført i slutningen af 1950'erne.

I forbindelse med anlæggelse af parkområdet Nymosen planlagde man fra starten at etablere en boldbane, og i 1944 blev den første fodboldbane indviet i Nymosen. I 1960’erne blev banearealet udvidet, og sidste udvidelse skete i 1997 og 2000, hvor banearealet blev udvidet til den nuværende udbredelse.

Tilgængelighed

Området er tilgængeligt for gangbesværede.

Kilde: Gentofte Kommune

Roter din telefon