main menu
Christiansholms Mose
Seværdigheder
Christiansholms Mose (foto: Gentofte Kommune)
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Christiansholms Mose er et værdifuldt rekreativt område med meget fine muligheder for at opleve et rigt og varieret dyre- og planteliv. Det store indhegnede legeareal i mosen benyttes af adskillige børnehaver.

Christiansholms Mose fremstår som et moseområde med anlagte grusstier langs yderkanterne samt flisbelagte stier tværs hen over mosen. Der er åbent vand i flere søer og spredte fugtige områder i mosens midte.

Den dominerende trævegetation er pil, rødel og birk. Langs yderkanterne af mosen har vegetationen skovkarakter, mens den i mosens indre er domineret af krat og åbne engarealer.

I den nordlige del af mosen er der et lille pumpehus, som sikrer at regnvandet recirkuleres i området, og at overskydende vand ledes bort for at forhindre oversvømmelser.

Der er etableret en naturlegeplads i den sydlige del af mosen ved Hvidørevej og Schimmelmannsvej.

Ejerforhold og historie

Mosens historie går langt tilbage. Hér har man fundet de ældste rester af bopladser i Gentofte Kommune, der stammer fra år 7000 f. kr. De første bopladser, helt tilbage til Mulleruptiden, er nemlig fundet omkring den havarm, som Christiansholms Mose er en rest af.

I 1500-tallet hørte arealet under Hvidøre Kongsgård, som har ligget i nærheden af det nuværende "Christians holm".

Frederik II nedlagde Hvidøre Len, og i det følgende århundrede administreredes gården fra Københavns Slot. I 1666 blev gården givet i fæste til Vitus Bering. Bering nedrev den gamle kongsgård og genopbyggede den længere mod nordvest og kaldte sin besiddelse for Christiansholm til ære for Christian V. Det nuværende "Christiansholm Slot” er bygget af Just Fabritius. I 1900 blev ejendommen overtaget af A/S Christiansholm, som påbegyndte udstykning af ejendommen. Hovedbygningen blev købt af grev Carl Molkte i 1914. 

I 1920 overtog Gentofte Kommune mosearealet, og i 1929 påbegyndtes omlægningen af mosen til et traditionelt parkanlæg. Siden 1980 har man gradvist ved naturpleje af området søgt at genskabe områdets oprindelige moseagtige karakter.

Tilgængelighed

Området er ikke egnet for meget gangbesværede.

Kilde: Gentofte Kommune

Roter din telefon