main menu
Mutter Gribs Hule
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Midt i Gribskov ligger jættestuen med det lidt specielle navn Mutter Gribs Hule. Hvorfor storstensgraven fra bondestenalderen har fået netop dette navn, står hen i det uvisse. Jættesuen fremstår med åbent kammer, da samtlige af de store dæksten mangler, og dermed også den jord der skulle ligger ovenpå.

Navnet på jættestuen hentyder formegentlig til de kulsviere, som fandtes på egnen i tidligere tider. Således går der en historie om en pige ved navn Maren Jeps, der valgte at leve i skoven, efter at hun var blevet forladt af sin kæreste.

Ligeledes skulle en sindsforvirret kvinde, Grib-Ellen, på et tidspunkt været flygtet fra fattighuset i Gadevang og i stedet have slået sig ned i den store skov. Måske har en af de to kvinder indirekte givet navn til Mutter Gribs Hule.

Første gang jættestuen i Gribskov omtales i Nationalmuseets omfattende arkiv er i 1877, hvor et avisudklip fra Illustreret Tidende fortæller, at arkæologen Sophus Müller var taget op til Nordsjælland for at undersøge gravhøjen. Det var nemlig kommet museet for øre, at man var ved at ødelægge jættestuen. De beskrivelser og optegnelser, som Müller foretog, var nok til, at man fra museets side forsøgte at frede jættestuen. Indsatsen lykkedes, og storstensgraven blev kort efter fredet. Samtidig hermed besluttede man at gennemføre en egentlig undersøgelse af Mutter Gribs Hule. Undersøgelsen afslørede en velbevaret jættestue, hvor man på gulvet fandt et op til 20 centimeter tykt lag af knust flint, som man mente måske kunne være en form for gulv. En undersøgelse mange år senere – i 1990 – afslørede dog, at der ikke var tale om noget egentlig gulvlag men derimod om indskredet højfyld. Bag de store bæresten og tørmure findes et kompakt flintlag, og det er altså dette, som på et tidspunkt er skredet ind i selve gravkammeret og gangen.

I mange år efter fredningen blev jættestuen kun besøgt sporadisk af museets folk, blandt andet i 1886, 1896 og 1942. Først i 1990 blev det besluttet at gennemføre en mere omfattende istandsættelse. En af kammerets bæresten hældede stærkt, og det var derfor nødvendigt at få genrejst stenen, så gravanlægget ikke blev yderligere nedbrudt. Hvis først en af bærestenene faldt, ville de omkringstående bæresten hurtigt følge efter, og i løbet af en kortere årrække ville storstensgraven for alvor gå i forfald. Samtidig med oprejsningen af bærestenen gennemførtes også en række andre vigtige vedligeholdelsesopgaver på jættestuen. Ikke overraskende kunne man under arbejdet konstatere, at den fine brolægning, som findes på jættestuens gulv, først er anlagt, efter at man har anbragt de store bæresten og udfyldt mellemrummene mellem disse med tørmursfliser.

Et enkelt sted i gravkammeret fandt man i brolægningen nogle markant større gulvfliser, som tilmed stak temmelig dybt ned i undergrunden. Hvad formålet har været med disse sten står hen i det uvisse, men lignende tilfælde kendes blandt andet fra en overpløjet jættestuetomt ved Odder i Østjylland. Måske markerer disse sten en særlig afdeling i gravkammeret. Under alle omstændigheder bryder de store stenfliser med den ellers sirligt lagte brolægning, som findes i resten af jættestuen. Af bevaringshensyn er brolægningen i dag skjult under et lag strandsten.

En af de ting, Sophus Müller var særlig begejstret for ved undersøgelsen i 1877, var de intakte og velbevarede tørmursvægge mellem bærestenene.

For de personer, som deltog i restaureringen i 1990 var begejstringen dog knapt så stor. Over 160 års forfald under åben himmel havde gjort sit til, at de fleste tørmursfliser manglede. Af de rester, som endnu fandtes enkelte steder, kunne man dog se, at der virkelig har været tale om godt håndværk. Bondestenalderens jættestuebyggere har kunnet deres håndværk til fingerspidserne.

Kilde: Kulturstyrelsen

Roter din telefon