main menu
Nivågårds malerisamling
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Nivaagaards Malerisamling er stiftet af godsejer Johannes Hage, der i 1908 overdrog sin private kunstsamling til offentligheden som en selvejende institution. Museet er beliggende i en stor, romantisk have med gamle, smukke træer. På museet kan man opleve kunstværker fra den italienske og den nordeuropæiske renæssance, den nederlandske barok og den danske guldalder. Endvidere viser museet to-tre årlige særudstillinger.

Malerisamlingens historie

Nivaagaards Malerisamling var oprindelig privat og er skabt af godsejeren og politikeren Johannes Hage (1842-1923) i perioden fra ca 1895 til 1905.

Johannes Hage samlede på europæisk billedkunst fra renæssancen og barokken, og dansk kunst fra guldalderen. Ved en fundats af 30. september 1908 gjorde Johannes Hage sin private kunstsamling til en selvejende institution med adgang for offentligheden.

Allerede inden da havde han i 1903 ladet arkitekten Johan Schrøder opføre et lille kunsttempel til samlingen tæt ved Nivaagaards hovedbygning. 

Indtil sin død i 1923 var Johannes Hage formand i den bestyrelse, der drev museet frem til 1981, hvor den første faglige leder blev ansat.

I perioden 1960-81 beklædtes formandsposten af arkitekt Christian Hage, der ydede en stor indsats med at sikre museets økonomi og renovere bygning, samling og park.

Indtil slutningen af 1970'erne var Malerisamlingen stort set selvfinansierende, men fra 1979 har museet modtaget et årligt tilskud fra Karlebo Kommune og Frederiksborg Amt. De lokale tilskud var forudsætningen for, at Malerisamlingen i 1983 blev et statsanerkendt kunstmuseum med ret til at oppebære statstilskud.

Med anledning i 75-året for sin oprettelse afholdt museet i 1983 sin første særudstilling.

For midler fra Velux Fonden af 1981 og Knud Højgaards Fond påbegyndtes i 1988 opførelsen af en udstillingsbygning i tilknytning til den oprindelige med café og andre publikumsfaciliteter efter tegninger af Kgl. Bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. David Bretton-Meyer.

I 1992 finansierede Bergiafonden en yderligere udvidelse ved Bretton-Meyer med udstillingssale, magasin og kontorfløj med bestyrelseslokale, der også tjener som domicil for Fonden, hvis administration dog flyttedes fra museet i 1996. Et nært samarbejde mellem Bergiafonden og Nivaagaards Malerisamling indledtes.

Gl. Strandvej 2
2990 Nivå
Roter din telefon