main menu
Bernstorff Slot og Slotshave
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Bernstorff Slot stammer fra 1765, og er blandt de tidligste nyklassisistiske bygninger i Danmark. Det ligger på det højeste sted i Slotshaven med udsigt til Københavns tårne mod syd, Øresund mod øst, Fortunen mod nord og Gentofte Kirke mod vest. Bernstorff Slotshave, der er opført i fransk rokokostil, er kendt for de vidtstrakte områder med store åbne sletter omgivet af bøgeskov.

Bernstorff Slotshave er kendt for de vidtstrakte områder med store åbne sletter omgivet af bøgeskov. Området omkring Avlsgården indeholder rosenhave, frugthave, drivhuse og Dr. Louises tehus. I gartneriet har en biavlsforening opsat bistader. I rosenhaven dyrkes forskellige højstammede roser af duftende og fyldige sorter. Disse historiske sorter stammer fra perioden 1854-1898, hvor Christian IX’s Dronning Louise boede på stedet.

Den gule Svenske Villa i Bernstorff Slotshave er et fint eksempel på svensk træbygningskunst. Dronning Louise så villaen på Den Nordiske Industri-Landbrugs og Kunstudstilling i 1888. Hun faldt på stedet for villaens særlige stil og charme, købte den og fik den genopstillet som gæstehus i Bernstorff Slotshave.

Kong Frederik V ønskede, at hans gode ven og udenrigsminister, Johan Hartvig Ernst Bernstorff skulle have en passende sommerbolig og gav ham i 1752 noget af krongodsets jorder nord for København. Kongens franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin tegnede både slot og have. Bernstorff Slot stammer fra 1765, og er blandt de tidligste nyklassisistiske bygninger i Danmark. Det ligger på det højeste sted i Slotshaven med udsigt til Københavns tårne mod syd, Øresund mod øst, Fortunen mod nord og Gentofte Kirke mod vest. Haven er opført i fransk rokokostil.

Bernstorff interesserede sig meget for havedyrkning og indførte mange eksotiske frugttræer, urter, prydbuske og træer - flere af dem havde aldrig før været plantet i Danmark. Efterfølgende ejere delte ikke Bernstorffs store interesse for havedyrkning, og da Christian IX som prins overtog haven i 1854, var en stor del af de eksotiske vækster gået ud og anvendt til brænde. Den første kongelige haveinspektør Rudolph Rothe besluttede derfor, at haven skulle bevares som et stykke sjællandsk natur med store græsklædte sletter omgivet af skov. Og netop sådan kender vi parken i dag. Slotshaven blev åbnet for offentligheden i1945.

Omkring Avlsgården er etableret hundefrie områder, og mange daginstitutioner og børnefamilier finder herhen med madpakker og picnickurve. Der er planer om yderligere udvikling af slotshaven omkring Avlsgården med henblik på i større omfang at inddrage borgere i aktiviteter i haven.

Kilde: Grøn Guide Gentofte

Roter din telefon