main menu
Vintersbølle Skov
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Forårets blomstereksplosion er i fuld gang, domineret af de hvide anemoner, men også blå anemoner, kodriver, lærkespore, bingelurt og milturt og endnu flere bidrager til forårsfesten. Det er betagende, og vi går en lang tur i Vintersbølle Skov.

Adgang og færdsel

Du kan parkere for enden af Vintersbølle Skovvej og herfra følge en grusvej ind i skoven. Skoven er privatejet og ejet af Petersgård Gods. Det betyder, at du må færdes på veje og stier fra kl. 6 om morgenen til solnedgang. 

Vintersbølle Skov

Vintersbølle Skov er altid et besøg hver. Først på foråret, når skoven er åben. Senere på sommeren, når den lukker til. Efterår med gule, røde og brune farver og mange svampe. Vinteren med dens nøgne træer. Den mest spændende årstid som i så mange andre danske skove er foråret med dets mange forskellige blomster i skovbunden. Og træerne er lige ved at springe ud. 

Mølledrift og blegning af hørlinned

Hvis du følger vandløbet ned gennem skoven, får du et tydeligt indtryk af, at der har været mennesker på spil. Du kan dels se spor efter vandløbsrestaurering for at forbedre forholdene for bl.a. havørreden og dels se spor efter at vandløbet har været stemmet op. Hele 5 vandmøller har der været ned langs Vintersbøllebækken. Nederst har der ligget en vandmølle, som blev brugt til at drive vaske- og rullemaskiner til at bearbejde hørlinned, før det blev bleget på engen.

Hvis du skal forstå noget af den kulturhistorie, der knytter sig til Vintersbølle Skov og de huse du kan se langs vandløbet, så skal du først et smut til den sydsjællandske landsby, Køng. Her lå i slutningen af 1700-tallet en stor linnedfabrik, som blev bygget for at afhjælpe arbejdsløsheden i området. man skulle dyrke, bearbejde, spinde og væve hør til det fineste linned. Piger blev oplært til at spinde hørren, drengene til at væve. Omkring år 1800 havde fabrikken omkring 400 ansatte. I midten af 1800-tallet besluttede man imidlertid at flytte hele fabrikken til Vintersbølle Skov, hvor fabrikken i forvejen havde sin blegeplads. Her lagde man det fine hørlinned ud til blegning i solen. Stedet hedder stadig Blegen. Der blev opført fabriksbygninger i skoven. Fabrikken lukkede i starten af 1900-tallet, da konkurrencen med maskinvæve blev for hård. I dag er der kun ét hus tilbage fra dengang, nemlig et væverhus. Huset kaldes også kaldes Beværterhuset, da det også fungerede som beværtning, når der var fest på dansepladsen i skoven. huset blev restaureret og stod færdigt i 2003. Det er det helt rigtige sted at nyde sin madpakke. Lokalhistorisk forening for Vintersbølle/Nyråd holder offentlige arrangementer i huset, hvor frivillige skænker the/kaffe til et mindre beløb, som er i tråd med husets historie. Læs mere om Beværterhuset og historien i skoven på www.vinterhistorie.dk, hvor du også kan finde en kalender over aktiviteter.

Teksten er udarbejdet af naturvejleder, Stig Nøhr.  

Roter din telefon