main menu
Genforeningspladsen
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Genforeningspladsen er en idrætsplads midt i et tætbebygget boligkvarter, en stor, oval ?rekreationslomme? midt mellem Københavns travle tilkørselsveje, Hulgårdsvej og Borups Allé.

På Genforeningspladsen er du dog helt i fred for byens larm. Det store, grønne område har fået navn efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.

På Genforeningspladsen kan man spille tennis på de dertil hørende baner, øve sig med fodbolden på de store græsarealer eller løbe på skøjter på Nordeuropas største udendørs skøjtebane om vinteren. Der er også mulighed for at dyrke løb på løbebanerne.

Genforeningspladsen blev anlagt i 1920’erne, hvor også boligkarréerne omkring den blev bygget i engelsk stil med karnapper og småsprossede vinduer. Det er en hel lille by i byen.

For dig med børn

I den nordlige ende af Genforeningspladsen ligger en legeplads med en stor sandkasse og klatreborg, forskellige granitelementer til at balancere på og 15 egestammer til hop og leg. Legepladsen er smukt beplantet med blandt andet rønnebærtræer og sommerfuglebuske. Forældrene kan her nyde livet på den lille solplæne eller på bænkene ved siden af.

Også i Genforeningspladsens sydlige ende findes en lille legeplads i et skyggefuldt parkanlæg, omgivet af høje træer og gennemskåret af en fin, gammel lindeallé. Her er gyngestativ og klatretårn med rutsjebane, udsigtsplatform og kravlenet.

Pladsens nye snowboard-rampe kan også afprøves på den rette årstid, ligesom iskiosken.

For dig, der elsker kunst

En statue af den indiske politiker og åndelige leder, Mahatma Gandhi (1869-1948), der stod i spidsen for Indiens uafhængighedsbevægelse, kan ses nær Genforeningspladsen, nærmere bestemt på græsarealet foran, der kaldes Gandhis Plæne. Monumentet er en gave fra den indiske regering.

Du finder også billedhuggeren Johannes C. Bjergs (1886-1955) bronzeskulptur, Danmark under besættelsen, og Povl Søndergaards (1905-1986) Mand og pige på Genforeningspladsens areal.

Kilde: Københavns Kommune

Roter din telefon