main menu
Assistens Kirkegård
Seværdigheder
Vis vej til lokaliteten
Vejvisning
Når du træder inden for på Assistens Kirkegård, forlader du Nørrebros pulserende liv og kommer ind i en grøn oase, der summer af historie. Københavnerne har i den grad taget denne kirkegård til sig, og mange bruger bydelens største grønne område som et opholdssted til ro og fordybelse.

Rammerne er et smukt haveanlæg med eksotiske træer og buske og imponerende gravmonumenter. Assistens Kirkegård er på én gang et udendørs museum, en mindepark og et grønt åndehul, hvor du kan vandre og nyde årstidernes skiften med respekt for områdets funktion som en begravelsesplads, der endnu er i brug.

Assistens Kirkegård var i godt 100 år Københavns hovedbegravelsesplads og forbindes historisk især med guldalderen. Mange af Danmarkshistoriens store skikkelser er begravet her, for eksempel Søren Kierkegaard (1813-1855) og H.C. Andersen (1805-1875) – og i nyere tid Niels Bohr (1885-1962) og Dan Turèll (1946-1993).

Kirkegården åbnede i 1760 og var dengang for de fattige, de unavngivne og de dødfødte. Der var ikke længere plads til at begrave inden for Københavns bymure, og derfor fik begravelsespladsen tilnavnet Assistens, en hjælpekirkegård.

Siden fandt adelsfamilier, udlændinge, kunstnere, videnskabsmænd, hoffolk og tjenestemænd, købmænd og deres tjenere vej til deres sidste hvilested her.

For dig med børn

Et sted, hvor børn og unge kan diskutere livets store spørgsmål, er Etisk Værksted for børn og unge, som ligger i Kapellet på Assistens Kirkegård. Dette videnspædagogiske aktivitetscenter fortæller om kirkegården som et ”museum” for både kulturarv og samtidshistorie og rejser spørgsmålet om, hvilken størrelse livet egentlig er på baggrund af kirkegårdens mange afdøde.

Her bliver der sat fokus på dansk kultur i fortid og nutid og etiske og filosofiske overvejelser. Der er undervisningstilbud til børn fra 3. klasse og opefter i Etisk Værksted.

Du kan naturligvis også tage børnene med på en travetur på kirkegården for at studere områdets rige kulturarv og natur – eller blot for at nyde en stille stund i storbyen.

For dig, der elsker kunst og kultur

På Assistens Kirkegård er der kunst og kultur ad libitum. Tag for eksempel med på en guidet rundvisning og se en del af de mange smukke og bemærkelsesværdige gravmæler over kendte og mindre kendte personer fra de sidste 250 år.

Du kan studere billedsproget på gravstenene og danne dig et indtryk af den begravedes personlighed – det var nemlig det, gravmonumenternes tegn, symboler og inskriptioner blev brugt til.

Der er desuden rundvisninger om guldalderens store personligheder, der omgav H. C. Andersen (1805-1875), som også ligger begravet her, og forskellige andre guidede ture med kulturhistorisk indhold. Det er Center for Kirkegårde under Københavns Kommune, som bestyrer kirkegården, laver rundvisninger og lydvandringer m.m.

For dig, der elsker natur

I Kulturcentret på kirkegården kan du finde kort og foldere med forslag til specielle naturture på kirkegården.

Der er mange ynglende fugle på Assistens Kirkegård, for eksempel blåmejser, gærdesmutter, store flagspætter, spurvehøge mv. I sommerhalvåret ankommer gråænder, havesangere,mursejlere, rødhalse, sangdrosler og mange flere til området.

Kirkegårdens talrige eksotiske planter og træer er som en botanisk have med sjælden flora fra Afrika, Asien og Amerika.

Åbningstider:
1. april til 30. september, kl. 07.00-22.00
1. oktober til 31. marts, kl. 07.00-19.00

Kilde: Københavns Kommune

Roter din telefon